Tekst og fotos Hasse Jørgensen, fredag den 26. november

“Jeg glæder mig i denne tid; nu falder julesneen hvid, så ved jeg julen kommer.”

Sådan indleder Johan Krohn bogen “Peters jul”, og det kan godt være, at sneen manglede, da Ribe fredag eftermiddag startede julen under det fælles motto Peters Jul. Men der er ingen tvivl om, at de mange hundreder børn med forældre og bedsteforældre, der var mødt op på Torvet, glædede sig. For når julemanden bliver vækket på det agtværdige Hotel Dagmar efter et års søvn, og han efterfølgende tænder lysene på det store juletræ, ja “så ved jeg julen kommer”

Ribe er – som traditionen byder – klædt i juledragt den kommende måned, og hyttebyen på Torvet, hvor der er åbent hver weekend, er større end nogensinde. Har kan du købe masser af varer lige fra juletræet til velsmagende pandekager med varm chokolade, masser af juleting og andet finurligt kunsthåndværk for ikke at glemme den gode glyh wein, der traditionen tro også indgår i udbudet. En god ting at holde sig varm på, når vejret som denne fredag eftermiddag viser sig fra sin kolde side med kun få graders varme.

Men det kolde vejr holdt dog ikke masser af mennesker fra at mødes på det hyggelige torv og lytte til julemusik leveret af medlemmer af Big Band Ribe inden julemanden blev vækket og kunne starte julemåneden med maner.

William på meget snart fire år og Alberte på 7 ventede spændt, mens der blev bagt pandekager og lyttet til musikken.

Hundredvis af mennesker var mødt op for at vække julemanden.