Tekst og foto: Renè Jørgensen
27. februar 2023.

”Så syng dog, mand”

Kom til ÅBEN SANGAFTEN d. 16. og 23. marts kl. 19.00. Der er ikke mange arrangementer med musikalske indslag, uden at Ribe Mandskor er blandt deltagerne. Og sangerne, de nyder at komme ud for at optræde.

Ribe Mandskor er en forening, hvor sang danner baggrunden for fællesskabet. Hver torsdag aften fra kl. 19 til kl. 21.30 øves der i Mødestedet på SeminarieHuset i Ribe, fortæller formand Finn Jørgensen fra Ribe Mandskor.

– Vi nyder sangen og samværet, men vi vil gerne være flere. Vi er i gang med en kampagne for at få flere medlemmer. Man skal ikke kunne læse noder, men man skal kunne lide at synge og finde glæde ved det, fortæller formanden, der også taler meget for det sammenhold, koret har. Der er også ture til udlandet, hvor fællesskabet dyrkes gennem sangen. Vi er 30 medlemmer. Nogle gange skal man være tålmodig, når det er svært, men det er fællesskabet og glæden ved at synge, der giver sammenholdet.
Koret synger firstemmigt, 1. og 2. tenor og 1. og 2. bas. (tenorerne er de lyse stemmer red.)
Alle der kan synge, er velkomne i koret, siger Finn Jørgensen.

Se også korets hjemmeside: www.ribemandskor.dk og facebook.

Hvad synger man i Ribe Mandskor?

Repertoiret spænder vidt. Gennem årene har koret sunget stort set alle genrer – fra gammel kirkemusik og danske sange til barbershop og spirituals. Kim Larsen og Poul Dissing er på programmet, ligesom der også synges på en del fremmede sprog.

Det sanglige er derfor den vigtigste aktivitet, og der arbejdes intenst med både indøvning og finpudsning.

Med henblik på at forny repertoiret, har koret taget kontakt til en ung musikstuderende på Sydvestjysk Musikkonservatorium, som har god forstand på barbershop genren.

Nye sange tager lang tid at lære rigtigt, og nye sangere får al den hjælp, de har behov for.

Der stilles ikke krav om at kunne læse noder, og nye sangere bliver fulgt godt på vej, så man i løbet af nogen tid kan blive tryg ved situationen og føle sig godt tilpas.

Frem for alt foregår den ugentlige øvelse i et positivt og muntert fællesskab, hvor alle trækker på samme hammel, og ingen bliver ladt i stikken.

Foreningen har rødder tilbage til i al fald 1850’erne, hvor den ugentlige sangaften tillige var en behagelig friaften for en række håndværkere og andre borgere, der her kunne samles for også at tale om tidens udfordringer.

Det samme gør sig gældende i dag, hvor medlemmerne ud over sangen kan drøfte vigtige emner i dagens Danmark.

I pauserne summer det lystigt, og der er tradition for såvel højt humør som vigtig samtale, medens der nydes kaffe, pølser og en enkelt øl.

Om Ribe Mandskor:

Ribe Korfestival og de årlige Syng Dansk-koncerter er blandt korets initiativer

Korets ældste arkiv gik desværre tabt ved sabotagen mod Industriforeningens bygning i Grønnegade i maj 1944. Det eneste, der blev bevaret, var fanen, der blev opbevaret hos et af medlemmerne.

Fanen er påmalet ”Ribe Sangforening 1860”, men en ældre påskrift gemmer sig derunder.

Siden 1945 har foreningen været meget aktiv deltager i en lang række af begivenheder. Sang ved arrangementer i byen, koncerter, stævner og kurser samt underholdning på plejecentre er en del af hverdagen, hvor sangen er det samlende element.