Tekst og foto: René Jørgensen
26. juni 2019.
Så startede opsætningen af Madpakkehuset.

I starten af 2018 besluttede vi på RYK IND RIBE at se nærmere på områder, som efter vores vurdering trængte til et løft.
Det første, som vi faldt over, var, at der på legepladsen ved Brorsensvej/Kurveholmen manglede et sted, hvor man kunne sætte sine ting og spise en madpakke. Stedet bruges af mange bedsteforældre, forældre og institutioner, men også dagplejen og de private pasningsordninger kommer her.
Vi var heldige at kunne hente opbakning til projektet fra Lokalråd Ribe Midt, hvor både formand Niels Frederiksen og kasserer Willi Weber syntes så godt om ideen, at det blev drøftet på et møde med Teknik & Byggeudvalget. Udvalget fandt også ideen så god, at de godkendte og fandt pengene til et lille madpakkehus, der har været længe så undervejs.
I dag onsdag var KM Tegneteknik og Byg i Ribe for at påbegynde opsætningen. Det er Naturstyrelsens koncept på hytter, der er anvendt, og det sker i et samarbejde med Kim Mark, der har specialiseret sig i denne form for træbyggeri. Har man en idé til en hytte eller ganske bestemte ønsker, er Kim Mark ham, der løser det – han udfører på bedste vis de ofte specielle opgaver.
Kim Mark har tidlige arbejdet med Vikingebyggeri, hvor alt er lavet i materialer, hvor der ikke bruges søm og skruer i samlingerne.
I vores snak i dag kom vi ind på byggeriet af den nye kirke på Ribe Vikingecenter, og deres flotte træarbejde.
Det er ikke umuligt, at Kim Mark med familie finder vejen til Ribe igen i sommerferien – i hvert fald tændte snakken om Lustrupholm ham – og så synes han, at Ribe på alle måder er en dejlig by.
Men nu skal madpakkehytten først være færdig. Vi mødes onsdag i næste uge, hvor taget kommer på. RYK IND RIBE glæder sig til at kunne bringe billeder af det færdige resultatet.










































































