Tekst Hasse Jørgensen, tegning Arkitektladen. Mandag den 4. marts.
Den sidste hurdle for byggeri af et nyt bryghus på den gamle remisegrund i Ribe skulle nu være ryddet af vejen.
Det skete mandag sidst på eftermiddagen, da et enigt byråd gik ind for at ændre lokalplanen for remiseområdet. Områdets status blev ændret fra offentlige formål til lettere erhverv på forslag fra formanden for udvalget for plan og miljø, Karen Sandrini (S). Det betyder, at folkene bag Ribe Bryghus nu kan påbegynde ændringen af den gamle remise til et moderne bryghus.
Tegnestuen Arkitektladen har allerede slået stregerne til det nye byggeri, og ombygningen tager i den grad hensyn til den gamle remises arkitektur og udseende.
Som tidligere fortalt på RYK IND RIBE, bliver der primært tale om et nyt bryghus, men der indrettes også et areal til lettere servering, og kun fremtiden kan vise, hvad det udvikler sig til.
Byggeriet sendes nu i udbud, og starten på byggeriet afhænger ikke mindst af, hvornår håndværkerne kan, fortæller Lars Nielsen fra Ribe Bryghus.










































































