Tekst: Johnny Tauman Foto: René Jørgensen og Johnny Tauman
26. juli 2019
Mens solen skinnede fra en næsten skyfri himmel – og temperaturen nærmede sig 30 grader – på den sidste fredag i juli (uge 30), kunne man i det fjerne fra sejlklubbens område høre en motorlyd fra et skib – en lyd, som ikke umiddelbart var genkendelig.
Ved nærmere eftersyn viste det sig at være en grødeskærer, som var travlt beskæftiget med at skære grøde fra kranen på Skibbroen til Sejlklubben. – Og det var i så store mængder, at den ofte selv havde svært ved at komme frem.
Flere utilfredse med pasningen af vandløb
Hvorfor der mon skulle skæres grøde netop på den dag, hvor Ribe Dyrskue samler mange gæster og politiske partier i forskellige stande, skal vi lade være usagt. Men RYK IND RIBE kunne iagttage, at rigtig mange personer tog kontakt til den Socialdemokratiske stand, hvor de beklagede sig over plante- og grødevæksten i Ribes åløb, Mølledammen samt voldgraven ved Slotsbanken.
Og mon ikke snart der sker noget? RYK IND RIBE følger op på, om dagens grødeskæring blot var et spil for galleriet. Og for en god ordens skyld: “Den store guldmedalje” skal naturligvis tages med et gran salt – det skulle jo nødigt blive en hvilepude.
To turister fik ekstra udfordring
Ved 13-tiden dukkede to kajakroer op på Ribe Vesterå. Det var nogle turister, som havde valgt at sejle til byen fra Kammerlusen til Skibbroen. ”Vi vidste godt, at det kunne blive en hård tur med modstrøm, modvind og varme, – men så kom grøden pludselig væltende.”
RYK IND RIBE kunne oplyse, at de havde valgt netop den dag på året, hvor grøden skæres tæt ved Ribe Dyrskue – men at de da kunne holde en pause i byen – besøge dyrskuet eller nyde Jazzfestivalen i midtbyen. Turisterne valgte det sidste med håbet om, at “hjemturen” ville være lettere og uden en bræmme eller prop af grøde i nogle af åslyngerne.