Tekst og foto: Renè Jørgensen
9. juni 2020.

Så kan sommeren nydes fra de nye altaner

RYK IND RIBE har tidligere skrevet om renoveringen af boligerne på Seminarievej 52 og 54, hvor de godt 60 år gamle bygninger har fået nye altaner.

Med nogen forsinkelse blev arbejdet færdiggjort mandag. Kenneth Jensen, der ejer firmaet KJ Montage i Esbjerg, har stået for opsætningen af de nye altaner, og man må sige, at der virkelig er blevet gået til den.

Selv om grundlovsdag for de fleste var en fridag, blev der fra morgenstunden taget fat på opgaven, som tidligere beskrevet var blevet noget forsinket.

Nu er grundlovsdag også fars dag, og det må man sige, at nogen tager meget bogstaveligt.
Kenneth Jensen bliver ringet op med beskeden om, at fruen er ”gået i fødsel”. Den travle håndværker må få en ny mand sendt til Ribe, så faderollen kunne opleves fra nærmeste hold.

Vejret var jo ikke det bedste i weekenden, men da solen endelig tittede frem omkring spisetid mandag aften, blev de nye altaner taget i brug. Flere steder havde beboerne indrettet dem, så hvis de kommende dage byder på godt vejr – vil der være liv på altanerne.