Tekst Hasse Jørgensen, foto Rene Jørgensen, copyright. Lørdag den 30. juni
I denne weekend er der et usædvanligt ”vagtskifte” i Esbjerg Byråd.
Et nyvalgt medlem, der også er udvalgsformand, træder tilbage midlertidigt for at give plads til et andet nyvalgt medlem, der også overtager formandsposten i udvalget.
Som du sikkert har gættet, er der tale om de to konservative politikere, May-Britt Andrea Andersen og Peder Tørnqvist. Hun har indtil denne weekend været formand for udvalget for kultur og fritid. En post han nu overtager.
Selv om det er et usædvanligt skifte, er der ikke nogen form for dramatik i det.
Årsagen er, at May-Britt Andrea Andersen venter hendes og kærestens første barn midt i juli, så den står på barselsorlov for May- Britt Andrea Andersen, der blev valgt ind i byrådet for første gang ved sidste valg. Et valg, som Peder Tørnqvist også stillede op til, men hvor det ikke lykkedes at opnå valg.
Men selv om udvalgsformanden nu får et andet navn, skal ingen vente revolution på området af den grund. De to kørte et tæt parløb under valgkampagnen, og de har siden og vil fortsat være i tæt kontakt med hinanden.
– Peder Tørnqvist, hvor regner du med at kunne sætte dine fodaftryk på det halve år, du skal vikariere?
– Lige efter sommerferien skal byrådet i gang med budgetforhandlingerne, som varer fra august til oktober. Så langt det meste af tiden vil komme til at gå med de forhandlinger. Vi er i partiet netop nu ved at finde de ting, vi gerne vil have med i de forhandlinger, og så tager vi den derfra. Vi er fuldt bevidste om, at der skal tælles til 16 for at tingene kan vedtages, lyder det fra Peder Tørnqvist.
– Og der bliver ikke de store revolutioner, når du kommer til?
– Det skal ingen vente. Jeg fortsætter i samme linje, som May-Britt Andrea har lagt. De meldinger, jeg har fået, viser et kanon godt arbejdsklima udvalgsmedlemmerne imellem. Det regner jeg bestemt med fortsætter. Jeg har allerede haft kontakt til byrådsmedlemmer fra andre partier, og jeg har kun mødt positive mennesker, og jeg glæder mig til at komme i gang.
– Jeg vil også stadig have kontakt med May-Britt Andrea Andersen om ikke hver dag så dog ofte for at holde hende a jour. Og der er ingen tvivl om, at der bliver travlt. Det bliver spændende med budgetforhandlingerne, siger Peder Tørnqvist.
Han har to gange kandideret til en plads i byrådet. Interessen for politik stammer fra de helt unge år, hvor han siden 16 års alderen har været medlem af KU.
– May-Britt Andrea Andersen, hvad siger du til at skulle forlade byrådet igen efter et halvt år, selv om det kun er midlertidigt?
– Det er med blandede følelser. På den ene side vil jeg gerne fortsætte, men det er lidt umuligt. Jeg er blevet bidt af byrådsarbejdet. Men der er andet, der skal i fokus nu, og det glæder jeg mig til. Jeg er helt tryg ved, at det er Peder, der tager over.
– Hvordan ser du på det første halve år?
– Der har været travlt, og der har været mange ting at sætte sig ind i. Der har været både medvind og modvind, men jeg giver ikke så let op. Det har været superspændende, og jeg glæder mig helt vildt til at komme tilbage.
– Har det indfriet dine forventninger?
– Jeg ved ikke, hvad jeg forventede. Jeg har ikke været med i det politiske spil som sådan tidligere, men det har været et rigtig godt halvt år.
– Så du har ikke fortrudt valget?
– Bestemt ikke, lyder det fra den kommende mor.










































































