Tekst og foto Hasse Jørgensen, mandag den 21. oktober.

Vi kan lide det eller lade være, men en kendsgerning er, at der kun er to måneder og et par dage til jul.

Og vi ved alle, at julen kræver mange forberedelser, så det er med at være i god tid. Det synes man også i kommunens tekniske afdeling, for de første metaljuletræer, der pynter rundkørslerne i byen med deres lys, er kommet på plads. Lysene er dog ikke tændt endnu.

Sådan en regntung oktoberdag minder juletræerne os om, at årets store højtid står for døren. Og en ting kan mange sikkert blive enige om: det er godt, at julen kommer, hvad enten vi er færdige eller ej. For skulle vi vente med julen, til alle var færdige til den, ville det næppe nogen sinde blive jul.