Tekst Hasse Jørgensen, fotos Torsten Troelsen. Søndag den 24. marts.

Flere et-værelses lejligheder lige istandsat med plads til en hel familie udbydes nu til leje i Danmarks ældste by.

Sagen er, at storkerederne i den indre by denne søndag formiddag blev sat i stand af storkeekspert Hans Skov. Hans Skov blev bragt til vejrs til de fem reder af Michael Voigt, Farup Smede, der med sin lift ikke havde problemer med at bringe Hans Skov på tæt hold af de forhåbentligt kommende hjemsteder for storke.

Som bekendt har Brøns allerede fået sin stork på reden på lygtepælen ved hovedvejen, og nu kan vi kun håbe, at der også er storke, der vil finde til Ribe, så byen igen med rette kan kaldes storkenes by.