Tekst Hasse Jørgensen, kort Esbjerg Kommune, fredag den 15. maj

Alt er nu klart til, at den nye cykelsti mellem Vadehavscenteret i Vester Vedsted og Øster Vedsted kan etableres.

Udvalget for teknik og byggeri har på sit udvalgsmøde fredag godkendt projektet med en ændring i forhold til oplægget.

Det var planen, at der på Okholmvej skulle etableres en 2,5 meter bred, dobbeltrettet cykelsti, men det bliver ikke tilfældet. I stedet gøres Okholmvej til en to-minus-en vej.

En to-minus-en vej er en vej, hvor der kun er en kørebane til bilister på trods af, at der er trafik i begge retninger. Til gengæld er der i hver side af vejen en relativ bred kørebane til cyklister, og skal to biler passere hinanden, skal bilerne benytte cykelbanerne naturligvis under hensyntagen til eventuelle cyklister.

Ifølge formanden for udvalget, Søren Heide Lambertsen (V), betyder det, at kommunen ikke skal ud og have jord for de pågældende lodsejere langs Okholmvej.

Søren Heide Lambertsen fortæller videre, at han regner med, at anlægget af den omkring fem kilometer lange cykelsti vil kunne starte i løbet af kort tid. Sagen skal nu lige rundt om økonomiudvalg og byråd, før den er endelig vedtaget, men det forventes kun at være en formssag.

– Vi skal lige have detailprojekteringen helt på plads, men derefter skulle arbejdet også hurtigt kunne gå i gang naturligvis under de sædvanlige Corona-forbehold, siger Søren Heide Lambertsen, der fortsætter:

– Det er dejligt at få denne sag landet, så vi kan få lavet den cykelsti. Sagen har været lidt tid på vej, men det bliver en god forbindelse til Vadehavscenteret.

I forbindelse med etableringen af cykelstien skal omkring 2,5 kilometer privat fællesvej opgraderes til offentlig vej. En privat fællesvej er, som navnet siger, privat, og det er lodsejerne, der har vedligeholdelsespligten. Når vejen bliver opgraderet til offentlig vej, er det kommunen, der ejer vejen og har forpligtelserne.

At vejene skal opgraderes skyldes, at den nye cykelsti skal etableres på vejene. Som hovedregel får lodsejerne ikke erstatning, hvis vejen opgraderes.