Tekst: Johnny Tauman Foto: Hans Tauman, Møllevej
24. juni 2019
Så sker der endelig noget i vandløbene omkring Ribe. Arbejdet med at fjerne grøde i Stampemølleeåen ved Liden Kirstens bro er begyndt – og der er masser at tage fat på. Det er spændende om det er startskuddet til både at rense op langs Skibbroen og i Mølledammen samt Ribe Østerå.
Dialogmøde 1. juli
På mandag d. 1. juli holder Teknik & Miljø, Esbjerg Kommune dialogmøde, hvor RYK IND RIBE deltager.
I indbydelsen skriver formanden for Teknik & Miljø Søren Heide Lambertsen bla.:
Som følge af at der har været en del offentlige skriverier om vandløbsvedligeholdelsen af Mølledammen, vil vi gerne invitere til en dialog herom.
Vi inviterer til dialogen for at rydde eventuelle misforståelser af vejen, så vi fremadrettet kan have en tillidsfuld og konstruktiv dialog til gavn for de borgere, der bor i Ribe og den natur, som er en stor del af Ribes særlige kulturhistorie.
Mødet finder sted 1. juli kl. 13:30-15:00 på Rådhuset i Esbjerg, mødelokale 2. Til stede vil være Søren Heide Lambertsen formand for Teknik & Byggeudvalget, Erik Jespersen direktør i Teknik & Miljø, Christina Føns miljøchef og Henrik Kikkenborg kontorchef.
Naturligt nok optager dette emne mange mennesker. For at der kan være så stor åbenhed som muligt, inviterer vi Jyske Vestkysten til at deltage i mødet. Af hensyn til den konstruktive dialog vil vi også bede om, at I på forhånd sender os de spørgsmål, I har interesse i at drøfte på mødet, således vi kan forberede os bedst muligt og have så præcise svar som muligt med til jer.
Deadline for spørgsmål er 25. juni. Har du noget, som du gerne vil have drøftet, så skriv og deltag på RYK IND RIBE – Debatsiden.