Tekst og foto: Renè Jørgensen
27. oktober 2020.

Så blev Skaterrampen flyttet.

Endelig! Sådan vil nogle sikkert mene, men nu er skaterrampen flyttet fra Ansgarskolen til den nye placering vest for den netop ny anlagte skaterbane ved Ribe Fritidscenter. Nu gælder det opsætningen og få sikkerheden bragt i orden, så banen må anvendes.

Tidlig mandag morgen mødte Michael Voigt fra Farup Smede op ved Ansgarskolen. Han skulle forberede, at rampen kunne flyttes.
Bastian Thorup og Nis Bladt Hansen var med fra morgenstunden og i løbet af en time var den første del allerede flyttet. Det var et samarbejde mellem medarbejderne fra Farup Smede og to af initiativtagerne til skaterbanen, der stod for det praktiske arbejde.

Nu forestår arbejdet med at få udbedret rampen, så den opfylder i anvisninger og krav, som Esbjerg Kommunes inspektør udstedte i forbindelse med en kontrol tidligere på året. – Jeg skal sammen med Bastian Thorup til at samle de to dele, som rampen blev flyttet i, fortæller Nis Bladt Hansen. Han er ganske tilfreds med, at rampen nu har fået en ny placering.

Tilsynet med rampen på Ansgarskolen

–  Det var – efter det oplyste – en legepladsinspektør, der gennemførte inspektionen, selvom – og det vil jeg gerne understrege – en skaterrampe ikke er et legeredskab.
Men legepladsinspektøren var altså den person, man i Teknik & Miljø vurderede var den bedst egnede til opgaven.
Udbedringerne handler, som tidligere oplyst, mest om afskærmning, så man ikke kan komme ind under rampen eller kravle op på rækværket, oplyser Christian Korsgaard, Kommunikationskoordinator ved Esbjerg Kommune, og forsætter, at der vil blive fortaget et endeligt færdigsyn. Hvis alting er i orden, udstedes en ibrugtagningstilladelse.

Hermed er der skabt endnu en aktivitetsudvidelse for de unge skatere, og forhåbentligt inden for en årrække bliver rampen et naturligt supplement til de planlagte udvidelser af området.

Fra venstre: Nis Bladt Hansen, Tobias Thorup, Jep Seeberg, Brian Petersen og Michael Voigt. På billedet mangler Kim Ipsen, der var en af de ihærdige “flyttefolk”. Tre timer gik der, så var rampen på plads.