Tekst Hasse Jørgensen, mandag den 10. august 2022
Der var generel glæde, da byrådet mandag sidst på dagen endeligt kunne vedtage det kommunale husholdningsbudget i form af budgettet for de kommende fire år med fokus lagt på de to første år. Godkendelsen skete ved den lovpligtige 2. behandling i byrådssalen.
Samtlige partier står bag forliget, og det bar debatten da også præg om, om end den – traditionen tro – blev lang.
55 minutter tog det de forskellige politiske ordførere at redegøre for deres syn på budgettet, og hvad de hver især glædede sig mest over. Fælles for ordførerne var, at de var glade for det brede forlig.
Der var også hug til landspolitikerne bl.a. for ikke at dække den økonomiske mangel indenfor socialområdet, der på landsplan andrager fem milliarder kroner.
Borgmester Jesper Frost Rasmussen (V) slog fast, at det er et udfordrende budgetår.
– Men det er lykkedes at lande et fornuftigt budget, og jeg er glad for enigheden. Økonomien er presset, og det gjorde det nødvendigt for alle partier at overskride nogle knaster. Et bredt forlig skaber ro og stabilitet.
Borgmesteren glædede sig også over, at byrådet har valgt at styrke investeringerne til gavn for vækst og bosætning, så der på den måde kan skaffes flere indbyggere og vækst i skatteindkomsten.
Som noget positivt nævnte borgmesteren, at hele verden har øjnene rettet mod Esbjerg i forbindelse med grøn omstilling, og her er Esbjerg med langt fremme. Det spiller positivt ind på udviklingen af kommunen.
Jakob Lykke (S) nævnte, at det var en kort, intensiv og konstruktiv proces. Han sagde, at partierne var lydhøre overfor hinanden, og at de fælles udfordringer, vi står overfor, også kræver fælles løsninger.
– Socialdemokratiet er rigtig godt tilfredse, og Esbjerg kommer til at spille en stor rolle i etablering af havmøller, og i den forbindelse er uddannelse vigtig. Det er vigtigt, at unge tager en erhvervsmæssig uddannelse, slog Jakob Lykke fast.
May-Britt Andrea Andersen (C): – Vi har haft fokus på at sikre, at kommunen bliver et godt sted at bo. Vi skal fremtidssikre Esbjerg Kommune.
May-Britt Andrea Andersen pegede på, at det er vigtigt med samarbejde mellem flere aktører, når man ser på udviklingen af Esbjerg.
– Esbjerg skal være attraktiv at bo i, at leve i og at flytte til. Jeg tror de investeringer, vi har sat af til formålet, giver afkast.
May-Britt Andrea Andersen pegede også på, at den kommende regering bliver nødt til at se på det sociale område.
– Der skal sendes flere penge ud til kommunerne, sagde May-Britt Andrea Andersen, og hun opfordrede alle partier i kommunerne til at lægge pres på deres landsorganisationer for at få dem til at presse regeringen.
Diana Mose Olsen (SF) glædede sig over, at der er enighed om at have fokus på de to første år. Hun pegede på, at der er mørke skyer forude, og hun glædede sig over, at der var tale om rammebesparelser og ikke grønthøstermetoden (hvor der hentes et givet antal procenter i besparelser på alle områder. Red.)
Hun sagde videre, at processen har været rigtig god, men opgaven er endnu ikke løst: – Der er meget at arbejde med i fagudvalgene.
Sabrina Bech Rønn (Ny Borgerlige) efterlyste regeringens vilje til at påtage sig et ansvar på socialområdet. Hun fandt også, at Esbjerg må investere i kommunens fremtid for at fastholde og tiltrække unge.
Anne Marie Geisler Andersen (R) var tilfreds med resultatet ikke mindst med udgangspunkt i, at der ikke var meget at forhandle om. Hun fandt, at hendes parti har fået sat et værdigt aftryk på budgettet.









































































