Tekst & Foto Johnny Tauman
14. april 2019

Suppe, steg og is – og til natmad en omgang Biksemad med Spejlæg – blot en af de mange menuer, som er blevet serveret i Forsamlingshuset i Farup, som i en menneskealder har været samlingssted for byens borgere og mange, mange andre fra nær og fjern.

Det gamle forsamlingshus er forladt og skal rives ned

Barnedåb, konfirmationer, bryllupper og begravelser. Murene i Forsamlingshuset har lagt rammer til mange festlige stunder, men også sorgen ved et kaffebord efter en begravelse.
I køkkenet har mange skabt unikke retter – og musikken har spillet op til fest og dans i den store sal.

Den store sal har budt på mange festlige øjeblikke

Men nu er der blevet stille! Naboskabet med kirken er et afsluttet kapitel. Alle køkkenredskaber og maskiner er flyttet ned i Farup Fælled. Lokalerne er tomme – og der er ikke noget, som reducerer skosålernes støj, når lokalerne fotograferes for en allersidste gang.

Formene til kransekage er glemt

Men hov! Her ligger der en unik sag: Gamle kransekageforme. Mon ikke de skal ned på Lokalarkivet sammen med skiltet med ordensregler?

Huskesedlen hænger stadig i køkkenet

Farvel og tak – det sidste view