Tekst og fotos Hasse Jørgensen, fredag den 27. marts
Vejret var perfekt, og de strandstole, som skal være med til at give restauration Kammerslusen nyt liv, ankom på en stor lastbil fra den tyske producent. Nu mangler kun kunderne, der blandt stedets andre faciliteter skal bruge de nye strandstole. Og de kommer, når den igangværende corona-krise er overstået. Værtsparret Tinne Rieck og Niels Toft er i hvert tilfælde parate til at modtage dem, så snart dørene kan åbnes.
Parret havde set frem til at kunne byde gæster velkomne i påske, men som bekendt har regeringen udsat restriktionerne til lige efter påske, og hvordan det går til den tid, er uvist.
Hensigten med de nye strandstole er, at de skal stå foran selve bygningen, og da de er på hjul, kan de vendes efter vejr og vind. Stolene er kendt fra de tyske strande og ikke mindst fra Altes Bootshalle Gosch i List på Sild. Strandstolene er indrettet, så fire personer kan sidde og spise i dem i lyd for vejr og vind men alligevel med følelsen af at spise i det fri, for foran er stolene helt åbne, mens de i siderne og på bagsiden er forsynet med store vinduer, så man næsten har frit syn hele vejen rundt.










































































