Tekst og foto: Renè Jørgensen
28. april 2023.
Torsdag d. 4. maj – St. Bededagsaften – er der koncert i Farup kirke.
Menighedsrådet har inviteret Rytmisk Kor Ribe til at afholde forårskoncert denne aften kl 19.00.Koret vil synge flerstemmige arrangementer af et bredt repertoire af melodiøse, rytmiske sange – fra amerikanske og engelske rock-klassikere af bl.a. Bob Dylan og Coldplay, til nyere danske sange af Sebastian, Anne Linnet og Sanne Salomonsen.
Der vil også være plads til et par fællessange undervejs., hvor publikum kan “lufte” stemmerne og hylde foråret sammen med koret. Korleder Maja Morthorst dirigerer og akkompagnerer kor og fællessang.
Alma Clausen, der selv er medlem af både kor og menighedsråd, glæder sig til aftenen: “Koncerten er en perfekt afslutning på endnu en god kor-sæson, fyldt med glæde og samvær omkring skønne sange. Både menighedsråd og kor glæder sig til koncerten og håber, at mange vil lægge vejen omkring kirken denne majaften”.
Rytmisk Kor Ribe er et kor under FOF. Det består af omkring 40 kvinder og mænd og øveaftener foregår i Farup Fælled.