Tekst Hasse Jørgensen, tirsdag den 25. september

Hvis Dennis ringer til dig og giver dig et rigtig godt tilbud på vegne af Rykindribe.dk, så tag ikke imod det.

Bemeldte Dennis har ringet til en erhvervsdrivende og misbrugt Rykindribe’s navn – givetvis for at få penge ud af det.

Sagen er, at den erhvervsdrivende blev ringet op af Dennis, der sagde, at han repræsenterede Rykindribe. Han ville gerne lave en artikel med den erhvervsdrivende om dennes virksomhed. De to aftalte et tidspunkt for et møde, så den erhvervsdrivende kunne blive interviewet.

Mod slutningen af samtalen sagde Dennis: For god ordens skyld, så koster et sådan interview 10.000 kr., og dem fakturerer vi naturligvis til dit firma.

Da den erhvervsdrivende hørte dette, var han forståeligt nok ikke interesseret i at medvirke i noget interview.

Det medførte, at Dennis lovede den erhvervsdrivende alle landets ulykker i form af meget, meget dårlig omtalte på de sociale medier.

Dette til advarsel for andre, der skulle blive kontaktet af bemeldte Dennis.

Lad det være slået så kraftigt fast, som det overhovedet kan gøres:

For det første har Rykindribe ingen medarbejder, der har navnet Dennis. Medarbejdernes navne fremgår af hjemmesiden. For det andet tager Rykindribe ikke nogen sinde betaling – hverken stor eller lille – for et interview, og man kan heller ikke købe sig til et. For det tredje er der ingen af Rykindribe’s medarbejdere, der nogen sinde overhovedet vil true nogen.