Tekst Hasse Jørgensen, foto VisitRibe. Lørdag den 6. oktober

Ribe Kunstmuseum har netop haft fernisering på en fantastisk spændende og lidt anderledes udstilling, nemlig ”Jordforbindelser”, hvor både guldalderkunstnere og moderne kunstnere sammen med en række installationer fortæller om, hvordan vores jord er ændret ved menneskets påvirkning.

Men Ribe Kunstmuseum er langt mere end særudstillinger. Museet har en enestående samling af bl.a. guldalderkunst, og heldigvis får flere og flere øjnene op for dette klenodie i Ribe.

At gå på opdagelse i museets sale er en oplevelse i sig selv. Hvert billede fortæller sin egen historie, og naturligvis får de forskellige beskuere også forskelligt ud af kunstværkerne.

På Rykindribe vil vi gerne være med til at formidle nogle af de mange, spændende værker, museet råder over i sin faste samling. Det sker ved, at vi hver den 15. i måneden bringer månedens kunstværk.

Vi bringer et foto af det pågældende billede, og en af museets kyndige og dygtige medarbejdere vil beskrive kunstværket.

Glæd dig til mandag den 15. oktober, hvor vi lægger ud med det første billede.

God weekend.