Tekst Hasse Jørgensen, foto Johnny Tauman. Tirsdag den 16. april

Rutesejladsen fra Ribe til Kammerslusen er i fare for ikke at blive til noget, før den rigtigt er kommet i gang.

Årsagen skal søges i manglende skippere til det gode skib Martha samt den kendsgerning, at alle bestyrelsesmedlemmer på den netop overståede generalforsamling ønskede at forlader posten i bestyrelsen. Dertil kommer en meget anstrengt økonomi i foreningen Skøgum, der står bag skibet Martha og den planlagte rutesejlads.

Bestyrelsen har dog indvilget i at blive siddende, til der kan holdes en ekstraordinær generalforsamling og forhåbentligt vælges en ny bestyrelse. Hvornår den kan holdes, det vides endnu ikke.

– Men den vil blive indkaldt i løbet af meget kort tid, fortæller Niels Grün fra Skøgum.

Planen var, at der skulle sejles rutesejlads fra Ribe til Kammerslusen og retur samt også fra Ribe til Sønderho på Mandø.

– Men problemet er, at vi mangler folk, der kan sejle Martha, forklarer Niels Grün.

– For at kunne sejle skibet, skal man have jagtskippereksamen af 3. grad plus nogle supplerende kurser. Det er der kun tre til fire af Skøgums medlemmer, der har i øjeblikket, og det er alt for lidt, da det er frivilligt arbejde, det drejer sig om.

– Derfor arbejder vi på at få lavet en uddannelse til jagtskipper i Skøgums regi i Ribe, fortæller Niels Grün.

Han fortæller videre, at økonomien i foreningen er meget anstrengt, men at der arbejdes med flere planer for en finansiering. Her kunne bl.a. folkeaktier komme på tale.

Der har i mange året med større eller mindre mellemrum været arrangeret rutesejlads fra Ribe til Kammerslusen og retur, og der er ingen tvivl om, at det vil være en stor turistattraktion, hvis den rutesejlads kunne genskabes.