Tekst Hasse Jørgensen, foto Ryk Ind Ribe og René Jørgensen, mandag den 9. september 2024

– Det er først nu, det hårde arbejde begynder. Nu skal vi ud at finde alle samarbejdspartnere og de frivillige, der skal hjælpe. Vi har vidst det før sommerferien, men det er først nu, det måtte offentliggøres. Ruterne er lagt, men det er først nu, vi kan komme ud og tale med en masse mennesker om, hvorvidt vi kan løbe her eller der, og der er også noget med sikkerhed og hvor, de kongelige eventuelt vil deltage.

– Men når det gælder ruterne, er det klart, at Ribe skal vise, hvad Ribe kan. Vi er en gammel kongeby, og vi har Dr. Dagmar stående, så vi skal jo ikke løbe meget rundt på Nørremarken. Så har jeg ikke sagt for meget, siger Danni Callesen, der sammen med borgmester Jesper Frost Larsen har arbejdet intenst på at få Royal Run til Ribe, for det er det, der er tale om.

Det er en kendt sag, at Danni Callesen er en ildsjæl indenfor sit område nemlig motionen, og han var da også den første, der modtog Ryk Ind Ribes pris til ildsjæle.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Danni Callesen (t.v.) da han fik overrakt Ryk Ind Ribes pris til ildsjæle af René Jørgensen

Borgmester Jesper Frost Rasmussen lægger da heller ikke skjul på, at Danni har en væsentlig andel i, at det er lykkedes at få Royal Run til Ribe.

– Danni har brugt sit store netværk, og hver gang jeg har været sammen med de kongelige ved besøg eller andre arrangementer, har jeg nævnt Ribe som en mulighed for Royal Run.

– Vi havde en fantastisk folkefest i 2018, da Royal Run var i Esbjerg, og jeg har gjort de kongelige opmærksomme på, at vi var helt klar til igen at få begivenheden til kommunen og til Ribe, hvor Danni har gjort en kæmpe indsats. Jeg tror, det kan blive en kæmpe folkefest, der kan sætte Ribe på alles læber.

– Skal du selv ud at løbe og slå en af de kongelige?

– Jeg skal helt sikkert løbe og have gang i løbeskoene i vinter som træning. Men at slå en af de kongelige, ville nok være upassende, og det bliver også virkeligt svært. De kongelige er i en rigtig god form. Det har de demonstreret, lyder det fra Jesper Frost Rasmussen.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Borgmester Jesper Frost Rasmussen

Jesper Frost Rasmussen er selv ivrig sportsmand og glæder sig til begivenheden i Ribe, hvor han også skal ud at løbe.

Hvem af de kongelige, der deltager, er endnu uvist. Hidtil har det været sådan, at de kongelige børn på dagen har fået lov til at bestemme, om de ville løbe og hvor, men det har været i København.

Sidste år var hans kongelige højhed kronprins Christian for første gang selv af sted, og den gang gik turen til Brønderslev.

Hverken borgmesteren eller Danni Callesen er i tvivl om, at der kommer en kongelig repræsentant til Ribe: – Sådan har det været ved hvert Royal Run. Spørgsmålet er, hvem det bliver, lyder det samstemmende fra de to.

Hvor mange kommer der?

– Ja borgmesteren har sagt mellem 9000 og 10000 deltagere, og hvis det er rigtigt, kan vi gange tallet med to eller to og en halv i tilskuertal, for der er rigtig mange, der gerne vil se en af de kongelige, så hvis vejret er godt, bliver det op mod 25.000 deltagere og tilskuere, siger Danni Callesen.

Hvornår ruterne kan offentliggøres, ved Danni Callesen endnu ikke. Billetsalget ventes startet i november, men det er ikke sikkert, at de tre ruter bliver offentliggjort før. De tre ruter bliver på One Mile (1,609 km), 5 km og 10 km.

Fakta

Royal Run er et årligt motionsløb, der finder sted 2. pinsedag i flere danske byer. Der løbes eller gås en engelsk mil (1,609 km), 5 km eller 10 km. Løbet blev afviklet første gang 21. maj 2018 i anledning af den daværende kronprins, nu kong Frederik d. 10’s 50 års fødselsdag. Det seneste løb fandt sted 20. maj 2024 med ca. 95.000 tilmeldte. Det næste Royal Run finder sted 9. juni 2025.

Royal Run arrangeres i samarbejde mellem Danmarks Idrætsforbund, DGI og Dansk Atletik.