Tekst & Foto: Johnny Tauman
25. juli 2024
En læser spurgte RYK IND RIBE, om vi havde iagttaget, at Domkirkepladsen rundt langs kirkebygningen bar præg af manglende vedligeholdelse? Onsdag ved 13-tiden kikkede vi nærmere på pladsen, hvor der var markedsplads for børn – og kunne erfare, at mange af boderne var placeret i duelort.
En tur rundt om Ribe Domkirke viste desværre, at læseren har ret. Ud over duelort trænger de ansvarlige til at rydde op ved nedløbsrør og ikke mindst at få de store græs- og ukrudtsvækster fjernet.
Det er fint med et forsøg med bilfrizone – men det friholder ikke, at pladsen vedligeholdes og friholdes for affald, græsvækst og duelort.
Et ældre par brugte lidt tid ved et nedløbsrør – og kunne se et par duer skide ned på fliserne.
RYK IND RIBE har erfaret, at der er reduceret godt i duebestanden i bymidten, men der skal stadig fejes og gerne ryddes op nogle gange ugentligt!
Se mod udlandet
Besøger man prominente kirkepladser i udlandet, vil man næsten altid møde trimmede områder, hvor de lokale dagligt gør en dyd ud af at værne om de æstetiske bygninger og deres omgivelser.