Tekst og foto: Hans Jørgensen, lørdag 26. maj.
Det er ikke givet, at krydset Nørremarksvej-Obbekærvej ombygges fra en rundkørsel til et lysreguleret kryds, som det oprindeligt var planen, og som der er afsat penge til.
Problemet, at det vil blive meget dyrere end forventet at ændre krydset til et lysreguleret kryds. Årsagen skal findes i krydsets meget tætte beliggenhed til jernbanen.
Skal en lysregulering fungere, skal lyssignalerne synkroniseres med signalerne og bomanlægget, der stopper landevejstrafikken, når tog passerer overkørslen. Det er nødvendigt for ikke at lave en trafikal ophobning på skinnerne, når der er rødt lys for trafikken på Obbekærvej.
En sådan synkronisering vil blive meget bekostelig og kan ikke rummes indenfor det beløb, der i forvejen er afsat.
Det er derfor teknisk forvaltnings vurdering, at der i stedet bør ske en ombygning af rundkørslen, hvor de bløde trafikanters sikkerhed opprioriteres. Ifølge vejreglen ”Trafiksikkerhedsprincipper” opnås den bedste sikkerhedsmæssige effekt ved at etablere en separat cykelsti væk fra cirkulationsarealet i rundkørslen. Cyklisternes krydsning med de enkelte vejgrene trækkes tilbage, der etableres krydsningsheller, og cyklisterne pålægges vigepligt.
Baggrunden for at ændre krydset er netop, at det er en sort plet på uheldsstatistikken med ikke færre end otte uheld indenfor de sidste fem år, og hvoraf de fleste var med cyklister impliceret. Desuden har der været tre mindre uheld, hvor bilister er kørt af vejbanen og i stedet havnet inde i nærliggende haver – to gange oven i købet i samme have.
Nu skal teknik- og byggeudvalget på sit møde på fredag drøfte, hvad der skal ske i krydset.










































































