Tekst Hasse Jørgensen, foto René Jørgensen, mandag den 10. oktober 2022

Det blev et hyggeligt møde på Det Gamle Rådhus i Ribe, da operasangeren Bonna Søndberg sammen med datteren Inger mødtes med bl.a. direktøren for Sydvestjyske Museer, Flemming Just, i Borgersalen.

Her fik Bonna Søndberg lejlighed til at se, at det flygel, hun har skænket til Ribe, er kommet til ære og værdighed i Borgersalen. Flyglet har oprindeligt tilhørt Rued Langgaard, og Bonna Søderberg købe flyglet af Rued Langgaards enke, Constance, tilbage i 1960’erne. Den nu 89-årige Bonna Søndberg er flyttet i en mindre lejlighed, og derfor var der ikke plads til flyglet, som operasangeren donerede til Ribe.

Bonna Søndberg var operasanger på Det Kgl. Teater i 50’erne og 60’erne og 70’erne. Hun var nok den første, der på turnéer rundt i landet begyndte at synge et par af Langgaards stykker. Dermed kom hun i kontakt med Langgaards enke, Constance, og dermed flyglet.

I øvrigt kommer Bonna Søndberg fra Gørding, så efter en overnatning på Hotel Dagmar og rundtur i Ribe med frokost på Quedens går turen i morgen på memory lane til Gørding.

Rued Langgaard (1893-1952) regnes for en af Danmarks største komponister. Han var en særling og et geni og både forud og bagud for sin samtid. Tidligt begyndte han at komponere, og det blev til i alt over 400 værker. Det foregik ved et Bechstein-flygel, som hans far købte til ham i Berlin i slutningen af 1800-tallet. Det er det flygel, som nu har fået en varig plads i Borgersalen på Det Gamle Rådhus i Ribe.

– Vi er ved at lave en udstilling om Rued Langgaard på 1. sal i Det Gamle Rådhus, så det er fantastisk, at vi nu har fået hans flygel, fortæller en begejstret museumsdirektør, Flemming Just.

Rued Langgaard var domorganist i Ribe fra 1940 til sin død. Hans enke, Constance, flyttede tilbage til København og solgte i 1960’erne flyglet til operasanger Bonna Søndberg.

– For nogle måneder siden blev jeg kontaktet af hendes datter i forbindelse med, at moderen skulle flytte i en mindre lejlighed. De mente, at flyglet burde være i Ribe, hvor der er den årlige Langgaard festival og snart også et udstillingssted, fortæller Flemming Just. Og fortsætter:  – Vi er selvsagt utroligt glade for donationen, og flyglet er som skabt til den plads i Borgersalen.

 

Tidligere P2-redaktør, Esben Tange, som er leder af Langgaard festivalen, og som også har skrevet en bog om komponisten, kan ikke få armene ned:

– Det flygel er et kæmpe scoop, og det er en juvel for både byen og for os, der hylder Rued Langgaard. Flygelet er i så god en stand, at det helt sikkert kan og skal bruges, og vi er allerede klar til at bruge det i den kommende festival. Flygelet er absolut spilbart. Det er et meget fint instrument med en poetisk klang, og det er vores drøm, at det på sigt skal restaureres med respekt for fortiden.

Faktaboks

Rued Langgaard Festivalen er en national og international musikbegivenhed, der hvert år finder sted i Ribe over fire dage i begyndelsen af september, i 2022 fra den 1. til 4. september. Sydvestjyske Museers udstilling om Langgaard åbner i forbindelse med festivalen.

Rued Langgaard-familien boede i Gravsgade 21, hvor man også kan se en plakette i muren. I de sidste måneder af sit liv boede han på 1. sal i Quedens Gaard, hvor Sydvestjyske Museer nu har museet HEX!