Tekst og fotos Hasse Jørgensen, torsdag den 3. september
Med fire spændende arrangementer torsdag, har Rued Langgaard Festivalen taget hul på 11. årgang.
Hvad der startede som en mindre festival på initiativ af domorganist Birgitte Ebert har vokset sig til en stor og alsidig festival om end omdrejningspunktet fortsat er organisten og komponisten Rued Langgaard, der endte sine dage som domorganist i Ribe.
Rued Langgaard var en meget produktiv komponist med over 400 værker fordelt på symfonier, strygekvartetter, opera og meget andet, og med årets festivalprogram spænder selskabet bag festivalen også meget bredt.
Med ikke færre end 19 programpunkter på fire dage, kan det være svært at følge det hele.
Således også i dag, torsdag, hvor kommunens kulturchef, Ulla Visbech, åbnede festivalen på torvet bl.a. sammen med Big Band Ribe, hvorefter der var foredrag i domkirken, koncert i Sct. Catharinæ Kirke og afsluttende med en koncert i domkirken.
Undertegnede valgte koncerten i Sct. Catharinæ Kirke som fokuspunkt. Her var titlen ”Til minde om en far”, og det var Nigthingale String Quartet, der opførte Langgaards strygekvartetter i sammenhæng for første gang.
Kvartetten blev dannet i 2007, og man kan kun konstatere, at kvartettens medlemmer formår at fortolke Langgaards musik. Lige fra de stille, romantiske toner til de passager, hvor det romantiske må vige for det mere voldsomme og leder tankerne hen mod blandt andre Finlands nationalkomponist Sibelius.
Nigthingale String Quartet er på sin relativ korte levetid blevet belønnet med flere priser, og det forstår man godt, når man hører de to violiner, den ene bratsch og en cello. Instrumenterne betjenes af Gunvor Sihm, Josefine Dalsgaard, Marie Louise Broholt Jensen og Louisa Schwab.
En meget unik lyssætning i Sct. Catharinæ Kirke var med til at give en fantastisk stemning. Kan det niveau, der er lagt på førstedagen for festivalen holdes, lover det rigtig godt for de kommende dage.
Du kan læse meget mere om festivalen på dens hjemmeside www.langgaardfestivalribe.dk










































































