Tekst Hasse Jørgensen, logo Rued Langgaard Festival, mandag den 10. april 2023
Rued Langgaard Festival 2023, som finder sted i Ribe 31. august til 3. september, har i år under temaet ”Nordisk Drøm” musik af finske Jean Sibelius og danske Nancy Dalberg og Rued Langgaard.
Som appetitvækker til festivalens musik kan man lørdag 22. april kl. 16.30 på Ribe Kunstmuseum opleve sopranen Louise McClelland og pianisten Kristian Riisager opføre musik af Sibelius og Langgaard. Sammen vandt de en delt 1.-pris ved den første Rued Langgaard Konkurrence i København i 2021, hvor de optrådte med lieder af Langgaard. Som en del af prisen optrådte de ved åbningskoncerten af Rued Langgaard Festival i Ribe i september 2021. De indspiller nu et soloalbum med sange af Langgaard på pladeselskabet Dacapo.
Louise McClelland Jacobsen er en dansk/newzealandsk sopran med base i København. Hun dimitterer til sommer 2023 fra Det Kongelige Operaakademi i København og har forinden studeret på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium og på Hochschule für Musik und Theater Hamburg.
Louise får sin scenedebut på Operaen Strauss’ Elektra i marts 2023. I sæsonen 2023/2024 indtræder hun i Den Kongelige Opera som medlem af Young Artist Ensemblet. Louise McClellands kunstneriske virke har allerede en stor spændvidde, idet hun har sunget som solist i oratorier, operaer og indenfor det nyeste vokalrepertoire med bl.a. DR SymfoniOrkestret, Jönköping Sinfonietta, Ensemble Storstrøm, Sankt Annæ Symfoniorkester, Det Kongelige Kapel og Concerto Copenhagen.
Kristian Riisager er uddannet på Hochschule für Musik “Hanns Eisler” i Berlin samt Det Kongelige Danske Musikkonservatorium i København, hvor han stadig studerer. I 2022/2023 er han Visiting Artist ved Ingesund Piano Center i Sverige.
Kristian Riisager har spillet et større antal solokoncerter i Danmark, bl.a. i Musikkens Hus i Aalborg, Vendsyssel Festivalen samt andre musikforeninger og kirker rundt om i landet. Han har også optrådt i Sverige, Georgien, Litauen og Tyskland, været solist i Beethovens 3. klaverkoncert med Kutaisi State Symphony Orchestra i Georgien og spillet solokoncert i Musikinstrumenten Museum i Berlin. Han har desuden udgivet en rost cd med musik af Beethoven.
Der er gratis adgang til koncerten for Rued Langgaard Selskabets medlemmer, entréen for øvrige er 80 kr.