Tekst og foto Hasse Jørgensen, søndag den 6. september
Arrangørerne af Rued Langgaard Festivalen i Ribe kan igen notere sig en kæmpe succes.
Ikke alene er publikum fra hele landet søgt til Ribe for at overvære de mange arrangementer i form af koncerter og foredrag, men det er efterhånden også blevet sådan, aat den danske elite indenfor den klassiske musik sætter hinanden stævne i Ribe for at deltage i festivalen, der i år var den 11. ag slagsen.
Nøjagtigt hvor mange mennesker, festivalen har trukket til i år, er i skrivende stund ikke opgjort, men trods corona-krisen er det lykkedes at lave en særdeles vellykket festival, der har spredt sig over Ribe med arrangementer i byens to kirker, på katedralskolen og i Kannikergården.
Det er da også en særdeles tilfreds kunstnerisk leder af festivalen, Esben Tange, der søndag middag kan gøre en foreløbig status.
– Det er gået rigtig godt, og det er fantastisk, at publikum er kommet. Vi har fået en fantastisk opbakning, og kunstnerisk har festivalen været særdeles vellykket.
Esben Tange glæder sig ikke mindst over det, at dubt professionelle musikere og sanger kan optræde sammen med lokale musikere og statister.
Og ligeledes glæder han sig over, at de studerende på Ribe Katedralskole i år er gået aktivt ind i festivalen med en koncert opført af katedralskolens egne elever.
– Vi har altid haft et godt samarbejde med katedralskolen, men det er fantastisk, at de i år selv har bearbejdet og spillet musik af Rued Langgaard, fastslår Esben Tange.
Han glæder sig i øvrigt over den treenighed, der er mellem festivalen, byen og kirken.
– De to højmesser søndag i Sct. Catharinæ Kirke og Ribe Domkirke indgår i festivalen, og i domkirken talte domprovst Jens Thorkil Bak selvfølgelig over dagens tekst, men han fik også festivalens budskab med, og det er fantastisk, siger Esben Tange.
Sidste år blev festivalen besøgt af godt 3.000 tilskuere, og intet tyder på, at tallet i år er mindre trods corona-krisen. På byens hoteller og andre overnatningssteder meldes der om udsolgt i festivaldagene. Det vidner om, at publikum kommer lang vejs fra for at overvære de mange spændende enkeltarrangementer.









































































