Tekst Hasse Jørgensen, pr-foto, fredag den 17. april 2026
Komponisterne Ture Rangström, Elfrida Andrée og Rued Langgaard sætter tonerne for årets Rued Langgaard Festival i Ribe d. 3. – 6. september. Natur, kunst og menneskelige erfaringer flettes tæt sammen under temaet Sverige som både spejl og medspiller.
Rued Langgaards blik blev ofte vendt mod Sverige. Ikke blot som gode minder fra sommerferier i nabolandet, men som det kunstneriske landskab af åndelig resonans, naturmystik og personlige erfaringer, der satte sig dybe spor i hans musik. Flere af hans mest visionære værker – fra Klippepastoraler til Sommerferie i Blekinge – udspringer direkte af ophold i det svenske landskab, hvor klipper, skove og hav blev til musik.
På Rued Langgaard Festival 2026 foldes dette forhold ud som et gennemgående tema: Sverige. Festivalen præsenterer også to markante svenske komponister, Ture Rangström og Elfrida Andrée, der – ligesom Langgaard – bevægede sig på kanten af deres samtid.
Ture Rangström var en ekspressiv outsider med tilnavnet “Sturm-und-Drangström”, der forener tysk inspireret ekspressionisme med svensk naturfølelse og litterær sensibilitet. Elfrida Andrée var organist, dirigent og komponist. Hun fremstår som en pioner i nordisk musikliv, med sin både dramatiske kraft og lyriske intensitet.
Mød to symfoniorkestre – et dansk og et svensk
Festivalen har for første gang to symfoniorkestre med to markante orkesterkoncerter:
Sønderjyllands Symfoniorkester opfører bl.a. Langgaards monumentale Symfoni nr. 1 “Klippepastoraler” – et intenst naturdrama inspireret af Kullens dramatiske landskab.
Helsingborg Symfoniorkester gæster festivalen med et program, hvor Langgaards senere symfonier møder Rangströms orkesterværker og sange, sunget af den svenske verdensstjerne sopranen Christina Nilsson.
Begge koncerter iscenesættes visuelt med inspiration fra Hilma af Klints metafysiske billedverden.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Sønderjyllands Symfoniorkester
Kammermusikalsk opførelse af nyt værk
Blandt kammermusikken ser varrangørerne særligt frem til en koncert med Nightingale String Quartet. Foruden to af Langgaards kvartetter knyttet til huset Rosengården i Blekinge opfører de en ny strygekvartet af Thomas Agerfeldt Olesen, der har ladet sig inspirere af de temaer, der forbinder Dora From og Rued Langgaard, og som går som en rød tråd gennem Langgaards musik.
Musik i landskab og bevægelse
Festivalen udvider i 2026 koncertsalen ud i naturen. Ved en vandrekoncert ved Tange Bakker udenfor Ribe by bevæger publikum sig gennem skov og landskab bag indlandsklitter, mens nordiske folke- og jazzmusikere fortolker værket Sommerferie i Blekinge i nye versioner. Publikum finder sin helt egen plads i naturen og lytter til musikken, så grænserne opløses mellem koncert, natur og individuel lytteoplevelse.
Ulykkelig forelskelse
Sveriges betydning for Langgaard er ikke kun æstetisk – den er også dybt personlig. I sommeren 1913, under et ophold i kurbyen Kyrkhult i Blekinge, forelskede den unge komponist sig i Dora From. En skelsættende kærlighed, der aldrig blev realiseret, men som satte sig varige spor i hans værker – ikke mindst i Symfoni nr. 2 “Vaarbrud” Denne historie udfoldes i en videreudviklet musikforestilling i Sct. Catharinæ Kirke, hvor kærlighed, erindring og musik smelter sammen i et scenisk portræt af et afgørende øjeblik i Langgaards liv og kunst.
Fællesskab og samtale
Som altid er festivalen også et socialt mødested:
Minikoncerter på Langgaards Klaver og oplæsning af Selma Lagerlöfs Kristuslegender
Fællesspisninger på Ribe Pakhus med lokale råvarer og retter udviklet med inspiration fra Langgaards dagbogsnotater.
Langgaard Lounge, hvor publikum kan møde kunstnerne i uformelle rammer
Talks, foredrag og byrumskoncerter, der åbner musikken mod nye publikum og Ribe
Se hele programmet og medvirkende på www.langgaardfestival.dk









































































