Tekst Hasse Jørgensen, foto Rene Jørgensen, copyright. Onsdag den 28. nov.

Tidligere folketingsmedlem, byrådsmedlem Preben Rudiengaard (V), Ribe, griber nu den bold, som folketingskandidat Anders Kronborg (S) har kastet. Nemlig den bold, der hedder, at den nye fængselsuddannelse skal placeres i Esbjerg Kommune og primært i Ribe.

Det er Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti, der har foreslået en ny uddannelse af fængselsbetjente for at komme manglen på betjente til livs. S og DF mener samtidig, at den nye uddannelse skal ligge vest for Storebælt som den nye politiskole. Og Anders Kronborg er sikker på, at når de to store partier står bag, bliver det også til noget.

Anders Kronborg foreslår, at uddannelsen placeres i Seminariehuset i Ribe, hvor der bliver et stort antal kvadratmeter undervisningslokale ledige, når privatskolen Riberhus til årsskiftet rykker ud på den tidligere handelsskole på Skyttevej.

– Jerg er blevet kontaktet af Anders Kronborg, og vi vil nu samarbejde om projektet. Borgmester Jesper Frost Rasmussen (V) har tidligere udtalt sig positivt, og jeg vil nu bringe det op på Venstres byrådsgruppe på mandag. Desuden vil jeg snakke med nogle af mine kontakter, som jeg stadig har på Christiansborg, for også at få dem engageret og med på ideen, siger Preben Rudiengaard.

Han siger videre, at det gælder om primært at få den nye uddannelse til Ribe og sekundært til Esbjerg, hvis ikke lokalerne på Seminariehuset er egnede.