Tekst og fotos: Hasse Jørgensen, fredag den 8. juni

Når rosenelskere fra hele verdenen sætter hinanden stævne til rosenelskernes verdenskongres i København, vil deltagerne også få lejlighed til at stifte bekendtskab med to helt unikke og meget smukke haver i Ribe-området.

Birthe og Ernst Jensen, Gedager, og Lillian og Jens Peter Skønager, Skønager, åbner deres haver for kongresdeltagerne.

At det netop er de to Ribe-haver, der er udpeget til at repræsentere private danske haver for dette fornemme selskab, er ikke en tilfældighed. Både Jensen’s og Skønager’s haver er noget helt specielt, og da det er ”nørder”, der kommer fra hele verdenen, er kun det bedste godt nok.

Hendes kongelige højhed kronprinsesse Mary er protektor for kongressen i København, og ud over at deltage i møderne i hovedstaden, skal kongresdeltagerne rundt i Danmark for at se haveanlæg – både offentlige og private – og stifte bekendtskab med den mangfoldige natur, Danmark trods sin lidenhed har.

Den 24. juni kommer to busser med kongresdeltagere til Ribe, og den 7. juli kommer der en.

Ud over at besøge de to meget smukke haver, skal deltagerne også stifte bekendtskab med Ribe og omegn. De skal have frokost på Brorsonsminde og aftensmad på Kammerslusen, hvor Uffe Eskildsen vil fortælle om egnen.

Lillian og Jens Peter Skønager kan præsentere over 200 forskellige rosensorter for gæsterne i den meget store og flotte have, hvor der også er masser af andre vækster. Eksempelvis flotte citrustræer og en meget veldrevet køkkenhave.

Jens Peter Skønager stammer fra nabogården Skønagergård, mens Lillian Skønager kommer fra Fanø. Parret boede fra 1988 til 2002 i Jens Peters fødehjem, og da de i 2002 flyttede til nabogården, der af Jens Peters tip-tip oldefar var bygget som aftægtsbolig, gik de første år med at sætte huset i stand.

– Vi var enige om, at få huset lavet først, og for fem år siden tog vi for alvor fat på haven. Og da jeg gik på pension, valgte jeg at ansætte mig selv som fuldtidsgartner, for så lang tid tager det at passe haven, kommer det med et smil fra Lillian Skønager, der samtidig understreger, at når man kan lide det, er det ikke arbejde men en hobby. Interessen for haven har hun med fra hjemmet, hvor moderen var rigtigt havemenneske. Og lige meget hvor, Lillian har boet, har hun fået ting til at gro. Selv på Nørrebro, hvor hendes daværende mand lavede nogle blomsterkasser, blev en kedelig gård omdannet til have.

Og hvis noget en enkelt gang mislykkes, er det ikke plantens skyld.

– Så er det fordi, jeg har behandlet den forkert, lyder det med overbevisning fra Lillian.

At tingene lykkes i haven, giver en rundtur et synligt bevis for. Overalt er der flotte blomstrende roser og planter, der strutter af sundhed. Og når man trænger til et hvil, er der intet som terrassen med udsigt til engene nord for gården og ind mod Ribe Domkirke. Et glas af Lillians hjemmelavede, velsmagende hyldesaft gør underværker denne varme sommerdag.

Men det er ikke kun rosenelskere fra hele verdenen, der kan se denne have. Fra i morgen, lørdag den 9. juni, starter sæsonen med åben have. På Facebook-siden Haven på Skønager kan du læse mere om den smukke have og om åbningstider.

Jens Peter Skønager er i øvrigt i gang med at fremelske Danmarks største græskar. Om det lykkes, er en helt anden historie.