Tekst og foto: René Jørgensen
17. december 2018.

 Ros til renholdelsen i Esbjerg Kommune.

Ny rapport viser, at der er stor tilfredshed med renholdelsesniveauet på udvalgte offentlige områder i Esbjerg Kommune. Sammenlignet med de andre fem store kommuner på landsplan klarer Esbjerg sig bedst i undersøgelsen.

I 23 kommuner har Hold Danmark Rent kortlagt hvor rent de offentlige arealer syner i forhold til henkastet affald. Undersøgelsen er både baseret på borgernes vurdering og en optælling af det henkastede affald på 16 konkrete steder i Esbjerg Kommune.

Stolthed og tilfredshed med indsatsen for at holde de offentlige arealer frie for henkastet affald præger besvarelserne fra de 116 borgere, som deltog i undersøgelsen. Deres besvarelser indbringer kommunen en klar førsteplads sammenlignet med kommuner, som tæller over 98.000 indbyggere på landsplan.

Høj borgertilfredshed

Generelt set er det svært at forestille sig en højere borgertilfredshed end den, som borgerne i Esbjerg udtrykker, når de bliver stoppet på gaden og bedt om at udtale sig om temaet henkastet affald, vurderer Hold Danmark Rent i rapporten. Flere borgere fremhæver endda standarden i Esbjerg Kommune fremfor det, som de oplever andre steder i ind- og udlandet.

“Det er da svært at få armene ned med de flotte ord, som vores indsats får med på vejen i rapporten, og jeg er stolt af at vores medarbejdere gør det så godt. Noget af rosen skal selvfølgelig også gå til alle de borgere, som husker at bruge affaldsspandene eller tager skraldet med hjem. Vi har alle et ansvar for, at vores offentlige områder også er steder, hvor man har lyst til at opholde sig”, siger formand for Teknik & Byggeudvalget Søren Heide Lambertsen.

Kun to steder med forbedringspotentiale

Generelt viser en optælling af affaldet, at der ikke er problemer med store mængder af henkastet affald, og den samlede bedømmelse lyder på tilfredsstillende. Hold Danmark Rent sætter dog en ære i altid at finde steder, som har et forbedringspotentiale, og her bliver kun Busterminalen i Jernbanegade og Strandpromenaden i Hjerting nævnt.

“Selvom der er ros til renholdelsen i vores kommune, så giver det da stadig stof til eftertanke, når vi bliver gjort opmærksom på, at der er steder, hvor man måske med få indsatser kan skabe endnu bedre resultater. Det vil vi bestemt kigge på”, siger Søren Heide Lambertsen.

Ser man bort fra cigaretskod, så topper slikpapir og to-go emballage listen over det affald, der oftest optræder i gadebilledet.