Tekst Hasse Jørgensen, foto Ribe Kunstmuseum. Tirsdag den 11. september

Det er nok de færreste, der ved det. Men det er ikke desto mindre en kendsgerning, og der er også flere brudepar, der har benyttet sig af det.

I haven til den pompøse bygning, hvor Jacob A. Riis’ store kærlighed, Elisabeth Giørtz, boede, kan forelskede par få papir på hinanden. Med andre ord, de kan blive viet i haven, og rent faktisk tilbyder Ribe Kunstmuseum hele tre pakker, som kan bruges i den romantiske have mellem åen og fabrikant Giørtz flotte residens, der som bekendt nu rummer Ribe Kunstmuseum..

– Der er faktisk noget, vi har gjort rigtig længe, og der er da også mange par, der benytter sig af det. Men vi har bare ikke været gode til at markedsføre det, fortæller lederen af kunstmuseet, Dagmar Warming og fortsætter:

– Der er rigtig mange brudepar, der bliver fotograferet i haven, men der er faktisk også en del, der bliver viet her. Nogle er bare sig selv og giftefogeden, andre har gæster med, og hvis det ønskes, kan man også leje pavillonen.

Som bekendt måtte Jacob A. Riis og hans udkårne gå så grueligt meget igennem, inden de til sidst kunne få hinanden. Som alle gode historier endte også den godt, så ikke underligt at nye brudepar lader sig inspirere af de smukke og romantiske omgivelser.