Tekst og fotos Hasse Jørgensen, lørdag den 20. juni

Mennesker mødes og sød musik opstår!

Det lykkelige brudepar efter vielsen med kommunens gave.

I disse corona-tider har det været svært at få festligholdt den begivenhed, det er, når et par ”smedes i hymnens lænker” Ribe er om noget sted kendt som en bryllupsby, men coronaen har lagt en alvorlig dæmper på denne glædelig begivenhed.

Nu er restriktionerne mildnet, og Heidi Rasmussen og Claus Thomsen valgte lørdagen til at markere, at de nu er et par. Det skete ved Kammerslusen, hvor byrådsmedlem Henning Ravn, Bramming, var giftefoged og sørgede for, at formalia blev overholdt. Og efterfølgende var der fest på Restauration Kammerslusen.

Heidi Rasmussen stammer fra Brylle på Fyn, mens Claus Thomsen er fra Ribe. De to mødtes på Tinder, og som Claus Thomsen fortalte før vielsen, så skrev parret sammen på nettet i nogen tid.

– Da vi havde skrevet sammen, aftalte vi at mødes, og så slog det gnister med det samme. Heidi faldt for Ribe, og vi vil ikke herfra. At det blev Kammerslusen, der blev rammen om vores bryllup, var lidt af en tilfældighed.

– Vi havde egentligt forsøgt at arrangere det inde i Ribe, men det var meget omstændeligt. Vi hørte så, at Kammerslusen var åbnet, og vi snakkede med Tinne (Rieck. Red.), og i løbet af en halv time var det hele arrangeret. Heidi faldt omgående for stedet, jeg har jo kendt det længe som beboer i Ribe, og Tinne og Niels (Rieck og Toft, forpagtere af Kammerslusen. Red.) har gjort det perfekt.

– Det er en rigtig romantisk historie, konstaterede Claus Thomsen, før han indgik i den hellige ægtestand og dermed også skiftede efternavn. For det nybagte ægtepar har fået det fælles efternavn Schmidt efter Claus’s far.

Og medens en frisk brise stod ind over diget og ned over Ribe Å, og solen skinnede fra en blå himmel med drivende skyer, var der plads til, at gæsterne fejrede det nybagte brudepar med ris, som det sig hør og bør, og adskillige lykønskninger.

Forinden havde gæsterne også fået lidt historie, da Henning Ravn som giftefoged bl.a. kunne fortælle, at restauration Kammerslusen oprindeligt blev bygget i 1912 i forbindelse med digebyggeriet. Henning Ravn talte også om kærligheden, der ikke kan kræves, men gives og modtages. Og han talte om, at dagen i dag er din. Dagen i går kan du ikke ændre, og dagen i morgen har ingen lovet dig. Men dagen i dag er din, og den kan du udfylde.

Øverst til venstre vier Henning Ravn parret. T.h. føres bruden op, og nederst til venstre udveksles ringe, og så ønskes der tillykke

 

– og så blev der kastet ris

Gæsterne nød festen og de smukke omgivelser.