Foto: Jonas Olesen
Tekst: Peter Lindgaard
Dato: 05. februar 2024
200 mennesker deltog ved en rigtig god Tour-aften i Hviding Kultur- og Aktivitetscenter
Lyden af Frankrig, nærmere bestemt Tour de France, bjergetaperne og de store navne var på podiet da tidligere cykelrytter Rolf Sørensen og tv-kommentator Dennis Ritter lørdag aften kom forbi Kultur- og Aktivitetscenteret i Egebæk-Hviding. 200 gæster sad klar.
Det veloplagte kendis-par fortalte løs om, hvordan det føles at arbejde tæt sammen dag ud og dag ind. 10.000 timer er det efterhånden blevet til i bilen, i kommentator boksen og på hotellerne rundt om i Frankrig. I løbet af aftenen kom Rolf og Ritter godt omkring deres oplevelser som kommentatorer og kolleger. Også spændingerne mellem Rolf Sørensen og Bjarne Riis blev genopfrisket. ”En fantastisk aften og et rigtig godt arrangement,” lyder det fra centerleder Henrik Mortensen.