Tekst og fotos Ribe Kunstmuseum. Torsdag den 15. august.
Martinus Rørbye (1803-1848): Kirurgen Chr. Fenger med hustru og datter, 1829.
Olie på lærred, 110 x 91 cm
Fenger i centrum
Vi befinder os i stuen hos familien Fenger. I midten Christian Fenger. Han er elegant klædt – iført en lang mørkeblå frakke, sorte bukser, en guldfarvet vest og en hvid skjorte. De sorte sko er pudsede. Fenger er kirurg og livlæge for Frederik d. 6 – og så er han en af Danmarks første kunstsamlere. I hænderne har han et kunstværk på papir, der før har været placeret i den mappe, der nu ligger på bordet. Fenger kigger ikke på værket, han har blikket rettet mod os. Hans øjne er varme og rolige – smiler han? Det er svært at se. Christian Fenger og hans familie boede i en lejlighed i Store Kongensgade 250 (nu nr. 72). Lejligheden lå på første sal til venstre. Han købte hele huset i 1815 og lejede de øvrige lejligheder ud. Det må antages at være i denne lejlighed, at billedet er blevet malet.
Bestillingsværk
Billedet her er et bestillingsværk: Fenger har kontaktet kunstneren – Martinus Rørbye – og bedt ham om at male et billede af ham. Fenger kunne have valgt at blive malet i færd med at arbejde, som de fleste mennesker kendte ham, men Fenger ville noget helt andet. Han er malet i sit hjem. Omkring sig har han sin familie – de to kvinder, som betyder meget for ham.
De to kvinder
Til højre i billedet står en kvinde, som iført en lilla og blåternet kjole, dertil en hvid krave og kyse. Læg mærke til vielsesringen på hendes finger. Hun er Fengers kone. Den noget yngre kvinde til venstre er datteren Else Sophie, som er tydeligt interesseret i det kunstværk, som faren har i hænderne. Hun skulle senere arve hele Fengers kunstsamling. Else Sophie er anderledes klædt end sin mor. Hun har ingen kyse på, og kjolen er udringet. Lyset falder på hendes hals og kind.
Da billedet blev malet, var det normalt for en kvinde at arbejde i hjemmet. Hun holder hus og opdrager sine børn. Det gjorde Fengers kone også. Læg mærke til, hvordan hun står lidt tilbage i rummet. Man lægger ikke mærke til hende som det første – blandt andet fordi farverne på hendes tøj er ikke stærke. I hænderne har hun et strikketøj. Det virker ikke som om, at datteren Else Sophie interesserer sig for at strikke. Hun vil hellere se på kunst. På den måde bliver Else Sophie et symbol på en ny og anderledes kvinde, hvis tanker bevæger sig ud over hjemmets trygge vægge.
Billedet er malet af kunstneren Martinus Rørbye, og han har signeret sit billede på stolen i nederste venstre hjørne. Her står initialerne MR og dateringen 1829.
Kunstnerbiografi: Kunstneren Martinus Rørbye
Martinus Rørbye bliver født i 1803. Han bor i Norge i ca. 10 år, inden han flytter med sin familie tilbage til Danmark. Her bliver han uddannet på Kunstakademiet i København, hvor han får privatundervisning af maleren og professoren C.W. Eckersberg. Rørbye er en dygtig maler, og han vinder flere priser og præmier i sine unge år. Han gør sig hurtigt bemærket med portrætter, som han bliver kendt for i starten af 1800-tallet. Hans malerier af landskaber er også populære. Dem finder han inspiration til på sine ture til Norge og på sine mange rejser rundt omkring i Danmark – bl.a. rejste han til Skagen længe før Ancherparret og P.S. Krøyer gjorde deres indtog på den danske kunstscene.
I 1830’erne rejser Rørbye til Tyrkiet og Grækenland. Han tegner det, han ser og oplever. Det vækker opsigt hjemme i København. Motiverne er nemlig meget anderledes end dem, man er vant til at se. Det er som en eventyrverden, der udspiller sig under de fjerne himmelstrøg. Særligt det, som Rørbye maler i Tyrkiet. Men billederne er også med til at gøre Rørbye til en af guldalderens mest kendte og elskede malere.
Bonusinfo
Værket er p.t. udlånt til udstillingen Dansk Guldalder, der blev vist på Nationalmuseum i Stockholm fra 28. februar – 21.juli 2019, og som åbner på Statens Museum for Kunst d. 24.august. Herefter rejser udstillingen videre til Petit Palais Musée des Beaux-Arts de la Ville de Paris i foråret 2020.