Tekst og foto Hasse Jørgensen, torsdag den 11. april.

Adskillige husstande i Ribe var uden vand i kortere eller længere tid denne torsdag eftermiddag.

Årsagen var et akut opstået brud på en stor vandledning i Rosenalle, men omkring en times tid efter bruddet blev opdaget, var vandforsyningen normaliseret de fleste steder, da Din Forsyning kunne lede vandet uden om bruddet via andre ledninger.

I en besked på nettet gjorde Din Forsyning opmærksom på, at bruddet kunne afstedkomme misfarvet vand. Det problem kunne løses ved at lade vandet løbe en halv snes minutter, og misfarvningen var ikke sundhedsfarlig.

Medarbejdere fra entreprenørfirmaet Munck gik omgående i gang med at grave op til den ødelagte vandledning, så den kunne repareres. I den forbindelse var det nødvendigt at spærre den ene af de to kørebaner på Rosenalle, og det gav lidt gener for myldretidstrafikken.