Tekst & Foto: Johnny Tauman Dronefoto: Ove Detlevsen
3. februar 2022
Hvor ligger egentlig Rønnebærparken i Ribe? RYK IND RIBE har stillet spørgsmålet til formanden for bestyrelsen i Ribe Boligforening, Nina Christensen. Hun er kvik og guider så præcist, som man nu kan, når det handler om den store afdeling på Nørremarken. – Du kører simpelthen mod øst af Mosevej og fortsætter så langt du kan komme – det betyder, at det er forbi Ribe Fjernvarmeværk.
Og sådan blev et besøg til virkelighed en blæsende og kold februar eftermiddag.

Formanden fortæller malende om Rønnebærparken, som blev opført ad to omgange med start i 1977 og senere udvidelse i 1984. – Vi har 193 boliger i forskellige størrelser, lyder det fra Nina Christensen, som har overblikket over den store bygningsmasse. – Ved fraflytninger er der behov for en større renovering – og her skifter vi derfor løbende køkkener og efter individuelle vurderinger badeværelser, siger formanden og tilføjer: – Og så har vi desuden større renoveringer på flise- og gangarealer, ligesom læmurene bliver renoveret.
Rønnebærparken har to faste viceværter samt både vaskerum og fælleshus. – I almene boliger fungerer beboerdemokratiet sådan, at beboerne har indflydelse på forhold, som de gerne vil have udført for at optimere deres boliger. For øjeblikket arbejdes der f.eks. på opførelsen af redskabskure i den ældste del.
Rønnebærparkens børn har tidligere kunnet smutte i skole på Nørremarksskolen – i dag er skolevejen en del længere: Privatskolen Riberhus på Skyttevej eller Ansgarskolen på Seminarievej. Rønnebærparken ligger jo ikke langt fra Ribe by. Med de gode stisystemer er Nørremarkens beboere hurtigt inde i bymidten.

Den nyere legeplads syd for Mosevej er attraktiv …
Hvilke udearealer tiltrækker så børnefamilierne? – Her vil jeg gerne pege på den unikke natur med stisystemer, men ikke mindst den nye legeplads, siger formand Nina Christensen i en afsluttende kommentar.

… og i nærheden er der både stier, skov og Tved Å










































































