Tekst og foto Hasse Jørgensen, fredag den 1. november

Nogle af de mange mennesker, der fredag eftermiddag var i Ribe for at handle eller overvære julemandens vækning og tænding af det store juletræ, fik sig et sælsomt syn.

Otte af Sydvestjysk Brandvæsens røgdykkere i Ribe gik fra brandstationen på Odins Plads til Ribe Domkirke, hvor de forsvandt op i Borgertårnet.

De otte gik i fuld udrustning med ansigtsmaske og iltflaske på ryggen, men der var ingen ild at se nogen steder.

Årsagen var, at røgdykkerne skulle have målt deres iltforbrug dels under almindelig belastning nemlig gåturen, og dels under hård belastning, nemlig opstigningen i tårnet. Det hele som led i en undersøgelse af brandmændenes reaktionsmønster.

At der så kom et par kvikke bemærkninger under vejs om, at de overtrådte maskeringsforbudet, tog røgdykkerne med et smil.