Tekst og foto Hasse Jørgensen, torsdag den 2. september

To store brandbiler fra Sydvestjysk Brandvæsen i Ribe måtte torsdag lige over middag sno sig frem i gågaden mellem parasoller, udstillede varer og turister, da brandmændene skulle til Jacob A. Riis Museum i komplekset Quedens Gård.

Det viste sig, at der var tale om en røgalarm, som uvist af hvilken grund var gået i gang. Gæsterne i museet blev evakueret, men der var ingen brand, og brandfolkene kunne hurtigt returnere uden at være kommet i aktion.