Tekst og foto: Renè Jørgensen
8. januar 2020.

Røde Kors er snart klar til åbne på ny adresse.

I februar åbner Røde Kors sin nye butik. Industrivej 22 i Ribe er den nye adresse – og håndværkerne er i fuld gang med at gøre butikken klar.

– Det er nogle gode faciliteter, vi får. Vi har udvidet med over 400 m2, fortæller Erling Knudsen, en af de mange frivillige, der får det hele til at løbe rundt. Der er indrettet forskellige værksteder til f.eks. gennemgang og kontrol af al indkommen teknik, før det kommer på hylderne i butikken. Det er Christian, der står for det tekniske. Sorteringsafdelingen er blevet væsentlig større, – det samme gælder de enkelte afdelinger med tøj, køkkenting, musik og bøger m.m. samt afsnittet til møblerne.

Til venstre er det Christian, der sammen med Erling viser rundt i den nye butik

I byggefasen – eller rettere sagt indretningen – har det været vigtigt for projektet, at så meget som muligt er genbrugs ting. Alle hylder i møbelafdelingen – og der, hvor vi får tingene ind, er lavet af træhylder fra den nuværende butik, fortæller Erling og Christian i deres rundvisning i de nye lokaler.

Vi lukker butikken på den gamle adresse ned fra lørdag den 18. januar, hvorefter vi på et møde får planlagt selve flytningen og får sat navne på opgaverne. Indtil vi lukker skal vore kunder nyde godt af de rabatter, der er nu. Vi sælger alt til halv pris frem til den 18., så der er muligheder for at gøre en god handel.

Tingene kontrolleres grundigt af Christian før noget kommer på hylderne. Lamper og andre spændende ting venter på at blive sat ud i butikken.