Tekst Hasse Jørgensen, pressefoto, søndag den 27. april 2025
Nye tal viser, at usikkerheden for at tage fejl er den største barriere for at hjælpe, når syddanskere tror, at en ven eller et familiemedlem er udsat for vold fra sin partner. Nu skal kampagnen ’Ser du de røde flag?’ fra Danner oplyse om tegnene på partnervold, så flere opdager volden og griber ind.
De fleste borgere i Region Syddanmark vil hjælpe, hvis de tror, at en ven eller et familiemedlem er udsat for partnervold. Det viser en ny undersøgelse foretaget af Epinion for Danner. Hele 91 % svarer, at de ”helt sikkert” eller ”formentlig” ville blande sig.
Men selvom viljen til at hjælpe er høj, peger undersøgelsen også på barrierer, der kan stå i vejen for at hjælpe. Knap to ud af tre syddanskere peger på usikkerhed om, hvorvidt deres antagelse er rigtig, som den største barriere for at gribe ind.
Det vil Danner ændre på med kampagnen ’Ser du de røde flag?’:
-Det kan være rigtig svært at spotte partnervold – også selvom det er hos én, man står nær. Ofte vil pårørende lægge mærke til en ændring i adfærden, som alligevel er svær helt at sætte fingeren på. Måske trækker den voldsudsatte sig fra sine relationer, eller måske begynder hun at gå anderledes klædt. Med vores kampagne ’Ser du de røde flag?’ viser vi konkrete tegn på partnervold, pårørende kan lægge mærke til, fortæller Mette Marie Yde, direktør i Danner.
Undersøgelsen viser, at også frygten for voldsudøverens reaktion (30 %) og bekymringen for, at relationen til den voldsudsatte kan tage skade (24 %), er blandt de barrierer, syddanskerne oplever.
Røde flag i bybilledet
Kampagnen er i bybilledet samt på trykte, digitale og sociale medier fra midten af april og hen over sommeren. Kampagnen kørte første gang i 2023, hvor den vandt Sprogprisen for bedste visuelle budskab og gav en stigning i opkald til Danners døgnåbne telefonrådgivning.
Mette Marie Yde håber, at kampagnen også denne gang vil skabe opmærksomhed om partnervold:
– Vi håber, at danskerne kan genkende nogle af eksemplerne i kampagnen og lige tænker en ekstra gang over, om én, de kender, har brug for en nænsom og omsorgsfuld håndsrækning til at bryde ud af et voldeligt parforhold. For når man er fanget i et voldeligt forhold, har man brug for en person, der rækker ud og står ved ens side, for faktisk at kunne bryde med volden.