Tekst & Foto Johnny Tauman
22. november 2019

Det var en tilfreds formand for menighedsrådet ved Roager kirke, møbelsnedker Carl Schneider, som sammen med sognepræst Therese Solten og graver Keld Andersen kunne fremvise investeringen i et guld dåbsfad med kande.

Fra venstre ses graver Keld Andersen, sognepræst Therese Solten og formanden for menighedsrådet Carl Schneider foran det nye dåbsfad med kande

”Det lyser op i vores gamle kirke”, sagde ”Calle”, som han bliver kaldt i sognet og fortsatte: ”Vi er faktisk dygtige til at samarbejde omkring kirkens drift og vedligeholdelse”. Det næste, der står for tur, er orglet – og det bliver en bekostelig affære.

Flot sæt i guld – giver den gamle kirke æstetisk kant

Navn og årstal er graveret i bunden af begge dele

Overnatning i kirken

Da RYK IND RIBE ankom til Roager Kirke torsdag ved halv ti-tiden, sad sognepræsten på gulvet foran alteret sammen med 9 konfirmander. De havde overnattet i kirken – og var i gang med at afslutte den ugentlige konfirmationslektion, inden bussen skulle køre de unge mennesker til Vittenbergskolen.
Som sidste element fik de udleveret 10 ”nye bud”.

Det autentiske læringsrum fangede de unge mennesker

Sognepræst Therese Solten havde intense snakke – og alle var aktive.

Snorken kan runge

Børnene havde nydt udfordringen med at sove i kirken – og som én af pigerne fortalte: ”Det var helt roligt natten igennem – altså bortset fra lidt snorken.”
Nogle af børnene havde sovet helt oppe ved alteret – andre havde søgt op ved siden af organistens plads på ”1. sal”. Sognepræsten havde valgt at sove i nærheden af døbefonten – ”på række 16” – sådan er nummereringen i hvert fald i Roager Kirke.

9 konfirmander på holdet

Der var frit valg – konfirmanderne kunne selv finde det bedste sovested

”På dette hold er der 9 konfirmander – 2 drenge og 7 piger. Alle kommer fra Roager området på nær en enkelt, som bor i Spandet,” fortæller Therese, som især var glade for Majas udsagn: ”Der har været sjovt – det er ikke mere fremmed at være i kirken.”

Graveren er central person

Keld Andersen havde været tidligt oppe og serverede morgenkaffe i våbenhuset – og at Keld er vellidt, er der ingen tvivl om. Formand Carl Schneider sagde det så præcist: ”Vi skal værne om vores graver – han er nemlig ikke kun gartner, men løser også funktionen som den nære sjælesørger”.

Og så sluttede endnu en god oplevelse i Roager kirke.