Tekst Hasse Jørgensen, foto René Jørgensen, torsdag den 11. maj 2023

I juni måned er det et år siden at RIPLAY – Børnenes Ribe åbnede, og siden har der været stor aktivitet og parken er kommet flyvende fra start til glæde for både lokale og turister.

– Det er svært nøjagtigt at sige, hvor mange besøgende der har været i legeparken indtil nu, men et bud ligger mellem 75.000 & 100.000, så det placerer legeparken blandt de største attraktioner i Esbjerg Kommune og det er vi rigtig glade for, siger centerleder Jørgen Jepsen

At der er mange gæster, vidner parkeringspladsen ved Ribe Fritidscenter dagligt om, og der er både turistbusser og besøgende fra ind- og udland i parken til glæde for både børn og voksne.

– Vi åbnede dørene i juni 2022 og syntes, at det er på sin plads at fejre parkens 1 års fødselsdag. Fejringen kommer til at bestå af et motionsløb for hele familien, og man kan løbe eller gå 1 km, 5 km eller 10 km. Fælles for alle ruter er, at de starter ved legeparken og at alle vil løbe igennem parken som en del af ruten. For at deltage skal man købe et løbenummer, og alle deltagere vil udover en fantastisk løbetur også modtage en mulepose med lidt overraskelser, når man kommer i mål. Løbet og 1 års fejringen foregår, lørdag d. 17. juni 2023, fortæller direktør for Ribe Fritidscenter, Claus Pedersen.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Fra åbningen af parken

Ribe Fritidscenters vision er at ”Sætte Ribe i bevægelse”, og det må man sige er lykkedes, når man ser aktivitetsniveauet i legeparken. Derfor giver det også mening, at det er et motionsløb, der skal danne rammen om 1 års fødselsdagen. ,

– Vi har i samarbejde med DGI og Danni Callesen lavet løbet, og DGI er en vigtig og nødvendig samarbejdspartner i arrangementet. Det er bl.a. Danni, der med sit store kendskab til Ribe, har lavet ruterne, og også DGI der leverer tidtagerudstyret til dagen. DGI har et mål om at sætte Danmark i bevægelse, og det vil vi i Ribe Fritidscenter gerne støtte op som. Målet går på at 75% af befolkningen skal være aktive i 2025 og deraf 50% i foreningsregi. Man må sige, at RIPLAY løbet i den forbindelse er en win-win, siger Carsten Lund, formand for Ribe Fritidscenter.