Tekst Hasse Jørgensen, pressefoto, søndag den 6. september
Der bliver nu mulighed for, at ripenserne – og ikke mindst den yngre generation – kan skaffe nye kontakter i Ribes venskabsby Ratzeburg.
Ribe får i dagene fra den 28. til den 30. september besøg af en delegation fra Ratzeburg med borgmester Gunnar Koech i spidsen, og de tyske gæster har givet klart udtryk for, at de ønsker, at besøget udmynter sig i nye kontakter og ikke mindst indenfor ungdommen.
Det er Venskabsbyforeningen i Ribe, der står bag arrangementet, og derfor er der indkaldt til en sammenkomst i retslokalet på rådhuset den 29. september klokken 15, hvor foreninger, organisationer, interessegrupper, skoler og andre kan mødes med delegationen fra Ratzeburg og her skabe nye kontakter og venskaber. Mødet er uforpligtende, men i disse coronatider er det vigtigt at kende deltagerantallet, så derfor vil Venskabsbyforeningen gerne have en tilmelding. Tilmelding sker ved henvendelse til næstformand Edith Schmidt på telefon 2234 4752 eller pr. mail easchmidt@stofanet.dk senest fredag den 18. september
Venskabsbysamarbejdet varetages i Ratzeburg af ansatte på rådhuset. Ratzeburg har ikke som Ribe en venskabsbyforening. Siden sidste år har borgmesteren heddet Gunnar Koech, og den nye, unge kontaktperson hedder Tobias Krumbholz. Da de ikke før har besøgt Ribe, har de et stort ønske om at lære Ribe at kende. De kommer sammen med afdelingsleder Katrin Jester, næstformand for byrådet Andreas von Gropper og kulturmedarbejder Andreas Brandt. Sidstnævnte er meget kendt med Ribe efter et årelangt samarbejde med Steen Hansen om musikarrangementer.
I bestyrelsen i Venskabsbyforeningen i Ribe arbejdes der ihærdigt på at få aftaler i stand, så der kan præsentere set alsidigt program for de tyske gæster.
Det foreløbige program ser således ud:
Mandag den 28. september: Ankomst ved middagstid, Modtagelse og let frokost på Det gamle Rådhus, Rundvisning i Domkirken ved domprovst Torkild Bak, Rundvisning i Kannikergården ved sognepræst Signe von Oettingen, Guidet bytur ved foreningens æresmedlem Richard Kværnø, Spisning på Weis Stue
Tirsdag den 29. september: Kl. 10 møde med Esbjerg Kommunes borgmester Jesper Frost Rasmussen på Det gamle Rådhus. De to borgmestre præsenterer deres respektive byer / kommuner. Kl. 15 ”Mød ratzeburgerne” på Det gamle Rådhus.
Onsdag den 30. september vil formiddagen være uden fastlagt fællesprogram. Gæsterne kan efter interesse besøge Ribes kulturinstitutioner.
Afrejse ved middagstid.