Tekst & Foto: Johnny Tauman
26. februar 2024

(Artikel to af tre)

Når børnene travede til skole slæbende på en tung skoletaske med bøger og et flot penalhus fra Simesteds eller Termansens Boghandel samt gymnastikposen eller tasken hængende over skulderen, så kunne Jørgen ikke rigtig være med. Han gik på Bispegade Skole og har grundet medfødt astma aldrig deltaget i gymnastikundervisningen.

Cykler gerne i byen

– Jeg har faktisk aldrig været i stand til at løbe bare tre meter, fortæller den 68 årige Jørgen Skov, da RYK IND RIBE tilfældigt møder ham en dag, da han er ved at tage sin cykel ud af varevognen, som er et rullende VVS-værksted. – Men jeg er bevidst om at få motion, så jeg tager gerne cyklen rundt i Ribes gader med min værktøjsspand.

Jørgen har altid sin cykel med, når han i varebilen kører ud på opgaver

Og cykle stærkt, det kan han og kender smutveje som sin egen bukselomme – men kører uden hjelm.
– Jeg har en ny cykelhjelm liggende, siger han med et glimt i øjet, og den kommer nok i brug, når jeg en gang lader mig pensionere og skal bruge tiden på lange cykelture.

Bevar en levende by

Snakken i dag foregår på 1. sal i ejendommen Dagmarsgade 10, hvor Jørgen har brugt et hav af timer på at rette gulvet op – isolere vægge og i det hele taget arbejde frem mod en lækker lejlighed med en fantastisk udsigt. Ejendommen blev erhvervet 1. februar 1990. Men inden vi tager snakken om det gennemskårne hus, kaster vi lige blikket mod et langt liv som ripenser med masser af oplevelser, tillidshverv og holdninger. Og engang for alle slår Jørgen fast: – Ødelæg ikke byens DNA med de kulturhistoriske værdier – og bevar en levende by med fremkommelighed.

I lære hos Peter Glud

– Jeg nåede aldrig med på Vittenbergskolen, fortæller Jørgen og fortsætter: – Mine hænder var skruet godt sammen, så efter 7. klasse blev det til et skift med Teknisk Forberedelseseksamen fra Valdemarskolen – og senere Teknisk Skole i Herning.
Som 16-årig kom Jørgen Skov i lære hos Peter Glud på Fasanvej – en ansættelse der varede i 4 år, der efterfølgende blev forstyrret af ønsket om at være selvstændig. Han var udlært i 1975.
Det handlede om at få sig en autorisation – og så måtte ripenseren tage ½ års ophold på Teknologisk Institut i Aarhus.

Fik bygget nye huse

Jørgen Skov har drevet sin VVS-forretning i en menneskealder – med værksted på Holmevej ved forældrenes bolig. – Jeg fik prøvet lidt af hvert som ung på arbejdsmarkedet – og det lykkedes da også at være med til at bygge nye huse specifikt på Ribe Nørremark, men også i flere andre småbyer Ø. Vedsted, Bramming, Horne og (sagt med et smil) Esbjerg, lyder det fra Jørgen, som også tænker tilbage på nogle af de opgaver, som fulgte med udviklingen.

Gasrør blev fjernet

– Da Ribe Gasværk blev nedlagt, var der mange installationer, som skulle fjernes i lejligheder: køkkener og kældre. Fx skulle jeg fjerne en gasgruekedel i kælderen på Korsbrødrehus, hvor du boede (skribenten). Gasrørene var næsten umulige at skille ad – og Jørgen måtte derfor gøre sit ypperste for at efterlade kunden med de færrest mulige reparationsopgaver.

Første ejendom

Som 23 årig købte Jørgen Skov sin første ejendom – nemlig Grønnegade 33, hvor der var beboelse på tre etager.

Købte som meget ung Grønnegade 33

– Jeg overtog ejendommen d. 1. april 1978 efter Jens Møllers dødsbo. Det blev til et ophold her på 6 år, hvor jeg selv boede i en lejlighed på anden sal. Den havde jeg selv sat i stand – og kimen var lagt til at arbejde ”hobbymæssigst” med renovering ved siden af VVS-forretningen.

I to byråd som borgernes repræsentant

– Jeg har haft mange gode år i byrådene i dels Ribe dels Esbjerg Kommune. Egentlig var jeg konservativ i min politiske overbevisning, men det blev for venstre, jeg stillede op i 1997 og blev valgt. Sådan begynder fortællingen, hvor Jørgen altid har betragtet sig som BORGERNES REPRÆSENTANT og ikke et job / erhverv at være byrådspolitiker.


Det blev til 4 perioder med en kommunesammenlægning, hvor han brugte megen tid midtvejs i sammenlægningsudvalget. – Jeg befandt mig godt med de mange opgaver i den mindre kommune, hvor Teknisk Udvalg sammen med forvaltningen fik behandlet og fundet løsninger. Og så tog det masser af tid – nok 2 dage om ugen i gennemsnit med møder og forberedelse – og derfor så mange også Jørgen tage lørdagen i anvendelse til sine mange VVS-opgaver.

Savnede 10 stemmer i genvalg

Efter 16 år var det så slut. – Venstre oplevede, at stemmer vandrede, og jeg manglede blot 10 stemmer i at opnå genvalg, forklarer Jørgen, der som 1. suppleant dog fik 2 år i ”sin 5 byrådsperiode” i grundet sygefravær etc.
– I dag er jeg stadig liberal, men ikke længere medlem af noget parti!

(Artikel tre af tre bringes på onsdag)