Tekst: Johnny Tauman Privat forsidecollage
26. december 2023
(Anden artikel af to)
Glæd dig til fortsættelsen af konsulent Anne Sofie Trues artikel om Ripensere, der vender hjem til byen – og ikke mindst, hvor svært det er at finde huse centralt i byen – velegnet til børnefamilier.
Ikke et ”barmarksprojekt”
På den måde er selvbyg mere imødekommende overfor forskellige familiekonstellationer end det sædvanlige byggeri. ”Selvbyg er modsvaret til det konventionelle og monotone byggeri, og giver os en mulighed for at få mere udtryksfuld og bæredygtig arkitektur”, vurderer Sandra.
I Støberikvarteret bliver der gjort klar til både almene boliger, private ejer- og lejeboliger samt muligheden for selvbyg. ”Projektets intention er at åbne op for nye bud på boformer. Vi sætter selvfølgelig nogle rammer for udviklingen, både for det arkitektoniske og det byggetekniske, så vi ender med nogle boliger, der er tro mod Ribe historiske arkitektur”, fortæller Sandra.
Ifølge både Pernille og Niels Ole er det ikke nemt at finde huse centralt i byen, som er velegnet til børnefamilier. Sandra fremhæver netop placeringen som noget særligt.
”Det er en meget unik mulighed vi ser i Ribe. Mange af de selvbygprojekter vi kender til i en dansk kontekst, er ofte ’barmarks-projekter’, der ligger i yderområderne. Med Støberikvarteret, der er så bynær, får man meget foræret, da der allerede er et etableret byliv. Du kan derfor holde fokus på at udvikle egen bolig og det helt nære”, fortæller hun.
Og dét aspekt er netop noget af det, der er tiltrækkende for Niels Ole, der med familien tidligere har overvejet at bo mere fællesskabsorienteret. Da de boede i København, afsøgte de mulighederne omkring København inden de besluttede sig for at flytte tilbage til Ribe. Men blandt andet var beliggenheden ikke optimal for familien.
”Støberikvarteret ligger bynært, det bærer en god historie og der er udsigt”, fortæller Niels Ole. Samme perspektiv har Pernille, der fortæller, at både indkøbsmuligheder, skoler og institutioner også er tæt på. ”Det er supertæt på alt, og bare dét at kunne bygge nyt centralt i Ribe er sjældent”, konkluderer Pernille.

Det bliver spændende at følge mulighederne
Medindflydelse og fællesskab
At have medindflydelse på egen bolig og indgå i andre bo- og boligformer end de traditionelle er ikke uvante tanker for hverken Pernille eller Niels Ole. Niels Ole reflekterer over, at det vil være attraktivt for familier, lignende hans egen, at vende hjem til Ribe og indgå i byggefællesskaber. ”Mange af os vil gerne det mere fællesskabsorienterede”, fortæller Niels Ole. For Pernille ville det også være attraktivt at være med til at forme egen bolig, og i særdeleshed, hvis den lå bynært. Og det er netop hér, at det nye bykvarter skiller sig ud.
”Selvbyg på Støberikvarteret giver mulighed for at påvirke egen bolig. Kombineret med den fysiske placering, er selvbygmuligheden på Støberikvarteret virkelig unik”, konkluderer Sandra og forklarer, at motivationen for at blive selvbygger er meget forskellig, men at man dog kan tale om to grene inden for selvbyg, hvor 1) beboerne står individuelt for realisering af egen bolig eller 2) beboerne organiserer sig og indgår i et byggefællesskab, hvor de indhenter tilbud sammen og drager ressourcemæssige fordele. Uanset intentionen, så viser det sig ofte, at folk ender med at dele erfaringer, værktøjer eller indgå andre aftaler sammen.
”Der opstår næsten altid et eller andet fællesskab, selvom nogen selv står med sav og hammer, og andre hyrer rådgivere til hele processen. Der er både et fællesskab i byggeprocessen og et stærkt nabofællesskab efterfølgende” forklarer Sandra, og fremhæver et selvbyg projekt i Køge, hvor en gruppe mennesker organiserede sig og drømte om blot at have indflydelse på egen bolig, men fordi de i byggeprocessen oplevede et sammenhold og et fællesskab, endte de med at lave fællesområder og fællesfaciliteter i det færdige byggeri.

Vinderprojektet for udformning af Jernindustrigrunden – det vil løbende blive tilrettet
Attraktiv mulighed for andre
For både Niels Ole og Pernille er det ’vedkommenheden’, det bynære og det lokale engagement, der fremhæves som det positive ved deres nuværende boligforhold. Faktorer som de også ser det attraktive i ved Støberikvarteret. Pernille reflekterer over, at de børnefamilier, der er flyttet tilbage til Ribe, gerne vil have mere luft og fællesskab, men samtidig ikke ønsker at flytte for langt væk fra byen.
” Mange af os kommer fra andelsboligforeninger i fx København, hvor der også er et gårdfællesskab og fællesskabsorienterede boligformer er fedt for børnefamilier. Og der er jo ikke grund til at have egen legeplads, hvis man kan være fælles om en.”, siger Pernille, der samtidig ikke vil være bange for at kaste sig ud i selvbygmuligheden, hvilket der, ifølge Sandra, heller ikke er nogen grund til. ”Selvbyg er for alle, men man skal gøre sig det klart, at det også er en proces, der er tidskrævende”, forklarer Sandra, inden hun pointerer, at det er indsatsen værd, da selvbyggere ofte får større ejerskab til egen bolig, større engagement til lokalområdet og oplever en økonomisk besparelse, da det kommercielle mellemled springes over.