Den tidligere formand for Ribe Handelsstandsforening, fotograf Poul Anker Nielsen, har anmodet borgmester Jesper Frost Rasmussen (V) om hjælp til at bevare de mange udenlandske borgerlige vielser i Ribe.

Her har det gamle rådhus været hjemstedet for tusindvis af bryllupper mellem udenlandske ægtepar, men der er frygt for, at disse bryllupper forsvinder til en anden del af landet, hvis regeringen plan om et centralt godkendelseskontor bliver en virkelighed.

I både Tønder, Åbenrå og Ærø Kommuner, der ligeledes har mange borgerlige vielser, har man sammen rettet henvendelse til regeringen om at overlade det til de enkelte kommuner at godkende brudepar.

Problemet er, at regeringen mener, at der vies en del ægtepar pro forma for at opnå opholdstilladelser i de respektive lande, og det problem vil regeringen til livs ved at lave en central enhed, der skal godkende alle udenlandske bryllupper.

De tre nævnte kommuner frygter, at hvis brudepar først skal henvende sig på et centralt kontor, vil de også vælge at blive viet der i stedet for at søge til en lokation som Tønder, Åbenrå, Ærø eller Ribe for den sags skyld. Kommunernes repræsentanter mener, at de sagtens kan klare afsløringen af eventuelle pro forma ægteskaber.

Poul Anker Nielsen gjorde som formand for handelsstandsforeningen et stort arbejde for at optimere antallet af borgerlige vielser i Ribe. Det resulterede i en stigning fra omkring 300 årligt til nu omkring 1000 årligt.

Beregninger viser, at et brudepar lægger omkring 3000 kroner i gennemsnit i den by, hvor de bliver viet i form af hotelophold, bespisning og indkøb.

Poul Anker Nielsen undrer sig over, at Esbjerg Kommune ikke var med i den fælles henvendelse til regeringen, og han opfordrer nu i et brev borgmester Jesper Frost Rasmussen til at træde i karakter.

I henvendelsen til borgmesteren påpeger Poul Anker Nielsen, at de udenlandske brudepar betyder meget for handlen i Ribe.