Tekst og fotos Hasse Jørgensen, lørdag den 24. august
Vejret var i den grad med arrangørerne, da der lørdag blev holdt ringridning på Hovedengen i Ribe. Måske endda så godt, at det gik ud over deltagelsen.
Knapt 80 ryttere var mødt op, og det var lige i underkanten af det ønskelige. Men det kan meget vel skyldes, at adskillige landmænd lige skulle bruge det gode vejr lørdag til at få det sidste korn høstet, presset halm og kørt halm hjem.
Men de, der var mødt op, fik en dejlig dag ud af det i strålende vejr og i selskab med de dygtige ryttere og flotte heste. Og mange turister besøgte også pladsen, efter de fra Skibbroen og gågaden havde set det store opbud af heste og ryttere midt inde i byen.
Pladskonge blev Carina Jessen, der har redet siden hun var lille, og selv om det ikke bliver til så meget mere, har hun ikke glemt kunsten. Hun vandt på sin mors hest.
Hos børnene blev det Lea Schultz, der blev konge.













































































