Tekst Hasse Jørgensen, pr-foto, torsdag den 2. juli 2026

Formanden for Ribespillene, Mona Christensen har i dag fået den gode besked fra Esbjerg Kommune om, at Ribespillet 2027 er bevilget 57.700 kr. af Kommunens Græsrods- og Mikroeventpulje.

Der var ansøgninger for 492.700 kr. til puljen, og der blev i alt uddelt 185.900 kr.

Mona Christensen er glad for, at hovedparten af udgiften til en dramatiker på den måde er skaffet.

– Dejligt, at Kommunen bakker op om vores tiltag. Vi får forhåbentlig også fundet hjælp til resten af udgiften, siger Mona.

– Vi har allerede set på egnede steder, til opførelse af Spillet i sommeren 2027, sammen med instruktøren. Dramatikeren har også spidset blyanten, fortæller Mona.

I 1986 blev det første Ribespil afviklet i området mellem Tårnborg og Bispegade. Gaderne genlød af 1600-tals folkeliv med borgere, håndværkere, småfolk og ikke mindst snakken om heksene, der ved midnatstide dansede på Seem kirkegård. Efter Heksespillet fulgte flere fantastiske sommerspil herunder ”Reformationsspillet” og ”Salget af Fanø”. Et helt specielt spil var ”Da skyggerne lærte at danse”, som var en hyldest til de mange, mange mennesker, der i årtier havde beboet Ribelund. Stykket foregik på Ribelund og blandt de medvirkende var både tidligere og nuværende beboerne.

Alle sommerspil var succeser med mange deltagere og stort publikum. Og ikke mindst mange frivillige.

En lille gruppe mennesker tog i januar initiativet til en ny forening, der kan videreføre Ribe-spillene, og det er den forening, der er godt i gang med arbejdet og håber på, at der skan være premiere på et nyt Ribe-spil i 2027.