Tekst Hasse Jørgensen, foto Folmer Iversen, onsdag den 24. april 2025
Sct. Catharinæ Kirke og Ribe Domkirke starter igen babysalmesang, hvor forældrene synger, danser og leger med deres børn til nye salmer og sange i Sct. Catharinæ Kirke.
Der lyttes til musik, babyerne gynges i tæpper, der laves rytmer – alt imens kirkerummet og dets helt særlige atmosfære udnyttes.
Sang og musik stimulerer barnets musikalske og sansemotoriske udvikling, hvilket kan komme til udtryk ved, at barnet pludrer mere, bevæger sig mere og er mere socialt opsøgende. At synge for det lille barn skaber desuden et helt særligt nærvær mellem barn og forælder. Selvom barnet ikke forstår salmerne, kan tekst og melodier lagres i barnets underbevidsthed.
Det er absolut ingen forudsætning, at man selv har “sangstemme”. For det lille barn er mors og fars stemme altid den smukkeste! Og det vigtigste er at få en god og anderledes oplevelse med sit barn.
Gennem babysalmesangen får børnene desuden fra de er ganske små kristendommen med sig gennem oplevelse og indlevelse.
Efter babysalmesangen er der mulighed for en kop kaffe og en snak.
Babysalmesang er et tilbud til forældre og deres babyer på 3-12 mdr. i Sct. Catharinæ Kirke. Det foregår hver onsdag i foråret i tiden klokken 10 til 11, og første gang er på onsdag den 30. april.
Salmesangen ledes af organist Benjamin Friis Nielsen eller Ane Friis Nielsen.
Det er gratis at deltage. For spørgsmål kan Benjamin Friis Nielsen kontaktes på 21 30 02 31 eller mail@benjaminfriis.dk