Tekst Hasse Jørgensen, foto privat, søndag den 27. april 2025
Vejret var fantastisk. Solen skinnede fra en skyfri himmel og 120 personer nød det i Tangeskoven.
Det var de mennesker – små og store – der havde lagt vejen forbi skoven, hvor de Blå Spejdere sammen med Børneliv i Ribe holdt Familiedag.
Der blev lavet en masse finurlige skovtrolde af naturmaterialer og fine blomstertryk. Der var læsehyggehjørne og kriblekrable. Der blev lavet pandekager over bål, som blev spist med syltetøj og sukker.
Det var tydeligt, at der var mange familier, der havde sat hinanden stævne, og hvor både børnene og de voksne fik en herlig dag midt i den dejlige natur.